Kunderne hos de lokale ejendomsmæglerne har det sidste stykke tid sat deres underskrift på rigtig mange købskontrakter. (Foto: Colourbox).

Kunderne hos de lokale ejendomsmæglerne har det sidste stykke tid sat deres underskrift på rigtig mange købskontrakter. (Foto: Colourbox).

Der er gang i det lokale boligmarked

Af
Martin van Dijk

BOLIGSALG: Der er ikke noget bedre end solstrålehistorier til at få humøret op, og så passer de jo så godt til sommervarmen.
Når solstrålehistorien så kommer fra det lokale boligmarked, som ellers har været hårdt ramt, ja så bliver det jo kun endnu bedre.
For der er igen kommet godt gang i salget af boliger, hvilket de fire lokale Køge ejendomsmæglere, home ved Birthe Kaad, Nybolig ved Allan Wolff Nielsen, Danbolig ved Søren Jagd Lauritsen & Jesper Mandrup Larsen, samt EDC ved Peter Johansen, alle kan nikke genkendende til.
- Vi har på en periode i juli solgt 13 boliger på 14 dage, og vi har haft den suverænt bedste juli måned i hele firmaets historie. Vi har solgt boliger fordelt over hele prisspektret lige fra de billige lejligheder til en million og til op over fire millioner. Der er faktisk også boliger, hvor vi har haft flere købere, og det er godt nok lang tid siden, vi har prøvet det sidst. Vi er faktisk der nu, hvor vi er ved at mangle boliger til salg, så der er rigtig god aktivitet på boligmarkedet, og vi er fuld af optimisme i forhold til resten af 2009, siger Allan Wolff Nielsen.
Samme positive udmeldinger kommer der fra EDC ved Peter Johansen, hvor man også har haft godt gang i købskontrakterne de seneste måneder.
-Vi har haft en rigtig god sommer indtil videre, og marts og april var helt suveræne for os. Vi har stort set ingen boliger liggende til salg længere, for vi har solgt det meste. Det skyldes blandt andet, at priserne er kommet ned i et niveau, hvor folk igen kan være med, og vi er kommet godt igennem 2009 ind til videre, nu skal vi bare have noget mere til salg, så udviklingen kan foresætte fremad, og det er jeg sikker på, at den vil, siger Peter Johansen.

Dobbelt op

Der er mange faktorer, som har spillet ind på, at boligsalget hos de Køge-baseret ejendomsmæglere i høj grad har bevæget sig i den rigtige retning det sidste stykke tid.
Renten er blandt andet faldet, og sælgerne er som nævnt blevet langt mere realistiske, når det drejer sig om at fastsætte prisen. Der er tilmed internationale faktorer, som peger på, at der er mere fremgang i vente.
-Der er lige kommet positive tal fra boligmarkedet i USA, og sådanne tendenser ses altid senere herhjemme, så vi forventer, at den positive udvikling vil foresætte. Bankerne har også igen en mere positiv dialog med køberne, når de skal låne penge, netop fordi prisniveauet er langt mere realistisk, siger Jesper Mandrup fra EDC, som selv har haft den bedste juli måned længe, og som har oplevet en fordobling i salget af boliger i forhold til samme periode i 2008.
Hos home ved Birthe Kaad er man helt enige med kollegaerne, for her har der også været en markant fremgang i salget af boliger, omend en type af boliger stadig halter lidt bagefter.
-Sommerhusmarkedet er ikke helt kommet med endnu, men det opfattes også mere som et luksuskøb. Det almindelige boligmarkedet er der derimod rigtig godt gang i igen, og det skyldes blandt andet, at førstegangskøberne igen kan være med i forhold til prisniveauet. Vi er i det hele taget ved ar være der, hvor det hele igen har nået et normalt leje, så der nu er tale om en helt almindelig handel med udbud og efterspørgelse, så priserne ikke længere skal forhandles flere 100.000 kroner ned, og 2009 har indtil videre været langt bedre end 2007 og specielt 2008, siger Birthe Kaad.

Publiceret 09 August 2009 06:30