FOF Ved Køge Bugts nye efterårsprogram 2009/2010.

FOF Ved Køge Bugts nye efterårsprogram 2009/2010.

FOFs store efterårsprogram 2009-2010 er på vej

Af
Per Møller

KURSUSPROGRAM: Mange har stadig sommerferie. Men snart skriver vi august. Og så er det igen tid til at kigge i FOF Ved Køge Bugts store, flotte kursusprogram, som i år udkommer sammen med Lørdags-Avisen den 15. august.
I Solrød og Ishøj dog som sædvanligt i fritidskuverten.
FOF Ved Køge Bugts store kursusprogram omdeles i år sammen med Lørdags-Avisen, der udkommer lørdag den 15. august, og som sædvanligt bliver det imødeset med både længsel og glæde.
- Det mærker vi på de forespørgsler, vi får i ugerne op til udsendelsen. At der er rift om pladserne på mange af FOFs kurser og foredrag ses også af de mange tilmeldinger, vi har fået sommeren igennem via FOFs hjemmeside www.fofkogebugt.dk , fortæller forstander Tine Koop.
FOFs efterårskatalog 2009-2010 tilbyder spændende oplevelser og megen viden og inspiration.
Der er vitaminer for både sjæl og legeme, hvad enten du gerne vil gøre noget for din sundhed og personlige udvikling, lære eller dygtiggøre dig i dansk eller fremmedsprog, trænge længere ind i EDB-verdenens mysterier eller gøre noget for og sammen med menneskets bedste, 4-benede ven.
Du kan gå køkkenvejen med ny inspiration til middagsbordet, beskæftige dig med musik og sang eller udfolde dine kreative evner på mange forskellige måder.
Og der er kurser for dig, der gerne vil ud på det dybe vand og for jer, der snart skal være forældre eller måske allerede er blevet det.
Traditionen tro byder FOF Ved Køge Bugt på mulighed for at møde kendte danskere, både forfattere, samfundsdebattører, skuespillere og andre kulturpersonligheder.

Mange foredrag

Danmarks nationalskjald Benny Andersen fylder 80 år i november, og FOF ved Køge Bugt vil sammen med sine deltagere kunne ønske ham til lykke lidt på forskud, når han i oktober gæster Teaterbygningen i Køge.
Oplev "Spise med Price" live, når de underholdende brødre Adam og James Price ruller sig ud og mød dejlige Susse Wold, ligeledes på Teaterbygningen, når hun med udgangspunkt i sin bog "Fremkaldt" fortæller om et spændende og ikke altid lige lykkeligt liv.
En festlig aften bliver det uden tvivl med en nyere tids største provoer Ole Grünbaum, der havde "bar røv i 60'erne". Det var dengang, man smed både bukser og normer og meget mere. Hvor smed vi dem hen?
Og hvad blev der af vore omgangsformer og manerer? Og af høfligheden? Ja, det har journalist, forfatter og samfundsdebattør Peter Olesen gjort sig en del tanker om.
Og to ivrige debattører, tidligere biskop Jan Lindhardt og skuespiller (og meget andet) Farshad Kholghi har en hel masse på hjerte, når de med udgangspunkt i samtalebogen "I begyndelsen var ordet der slet ikke" vil sætte ord på fællesværdier og dansk kultur – eller mangel på samme.

Humor skal der til

På Portalen i Greve kan man møde festlige Hans Pilgaard, der vil fortælle Humor – en måde at overleve på i en verden, hvor der sandelig ikke er ret meget at grine af, hvis vi tænker på terror og global opvarmning m.m. Og netop derfor, siger Hans Pilgaard, er det så vigtigt, at vi gør det.
Griner altså.
Og FOF lover grine-garanti denne aften! Et andet af tiden vigtige begreber er Netværk.
Det ved kommunikationsrådgiver og programmedarbejder ved TV Signe Wenneberg en hel masse om, og hun vil meget gerne dele ud af sin viden og erfaring.

Ekskursioner

FOFs efterårsprogram byder på mange spændende ekskursioner. Sæsonen begynder med en invitation fra tidl. minister Britta Schall Holberg til at kigge indenfor på hendes gods Hagenskov på Fyn.
I fortsættelse af dette besøg kan du opleve et utroligt spændende lille museum i Assens, "Ernsts samling", som er en ren Aladdins Hule, hvis du er interesseret i antikviteter, sølv og porcelæn.
En anden ekskursion går til Fredericia, hvor du både kan høre om byens historie og se Bjørn Nørgaards nye, fantastiske alterudsmykning i Christianskirken.
Og du kan få en helt speciel oplevelse med en flyvende gourmet-middag på den amerikanske ambassades restaurant "The Diplomat". Og det er allerede nu også muligt at melde sig til næste års ture: En 3-dages tur til Sydslesvig med besøg på Helgoland, en-dagstur til Saltholm og rhododendrontur til Sofiero i Sverige.

Torsdagstræf

Foredragsrækkerne tilbyder spændende emner: "Torsdagstræf" på Teaterbygningen i Køge tilbyder 6 spændende foredrag om polarforskeren Knud Rasmussen, kongelig underholdning ved Ove Mynderup, en morsom og gribende beretning om 20 hospitalsklovnes rejse i Sibirien, foredrag om 4 kvinder, der trods egen store kunstneriske begavelse stod i skyggen af deres mænd: Anna Ancher, Marie Krøyer, Martha Johansen og Agnes Slott-Møller. Vi skal også høre om legendernes Danmark og slutter af med en festlig formiddag med Happy Swing Pedersen.
De rejseglade kan tage på lysbilledrejse til England, Skotland, Orkneyøerne og Hebriderne samt Irland sammen med Ruth Christoffersens "Lær verden at kende".
"Danmark Dejligst" markerer Martin A. Hansens 100 års dag og tilbyder besøg på Selsø Slot, udstillinger med kunst af J.F. Willumsen og Edvard Munch, foredrag om arkitekten Børge Mogensen samt en "foredragsjulepakke".

Skou og Kløvedal på Plejecenter Kærbo

Sidst men ikke mindst skal nævnes 5 spændende eftermiddage på plejecentret Kærbo i Ishøj. Kaare R. Skou vil fortælle om "Politik netop nu", Troels Kløvedal vil ved hjælp af lysbilleder tage os med på sit senest krydstogt. Kathrine Lilleør vil holde et collageforedrag "Sådan er det for mig" , mens Kim Bildsøe Lassen vil fortælle os om den internationale kamp mod terrorisme.
Det 5. foredrag er en overraskelse: Den hemmelige gæst – som alle kan glæde dig til. Journalist, forfatter, elsket for sin humor, sit vid og bid samt sin formidlingsevne og – glæde. Kan du gætte hvem det er?
Ovennævnte er kun et lille udsnit af efterårets og vinterens mange tilbud og nyheder fra FOF Ved Køge Bugt.
Efterårsprogrammet 2009-2010 udkommer som nævnt sammen med Lørdags-Avisen den 15. august. Se også www.fofkogebugt.dk .

Publiceret 09 August 2009 14:15