Pernille Hansen i landsholddragt og klar til at tage kampen op for de 10.000 kroner, der torsdag tilflød hende fra Elite Sport Roskilde.

Pernille Hansen i landsholddragt og klar til at tage kampen op for de 10.000 kroner, der torsdag tilflød hende fra Elite Sport Roskilde.

Støtte til håndkantslag og cirkelspark

Roskilde Karateskoles Pernille Hansen oplever støtten fra Elite Sport Roskilde som opbakning og vejen til internationale resultater

Af
Jeppe Olsen

Flyet til solens rige, Japan, i dagene før karate-VM i november sidste år kunne i yderste konsekvens have været uden Roskilde Karteskoles Pernille Hansen ombord, selvom hun var udtaget til landsholdet og skulle med i disciplinen hold-kata. Rejseomkostningerne på ca. 10.000 kroner skulle hun selv finde.
En vanskelig opgave for en elev i 3. g, der fordeler sin fritid på træning og lektielæsning og ikke har de samme odds for et eftermiddags-job som de jævnaldrende kammerater.
Elite Sport Roskilde blev redningen, da Pernille Hansen et par måneder før modtog 10.000 kroner derfra i støtte til sine karriere indenfor karate-sporten.
- Det var virkelig rart. Det betød, at der kom meget mere ro på, da turen var sikret. Jeg kunne koncentrere mig om træningen, fortæller den 19-årige karate-pige fra Tjæreby, der i mellemtiden er blevet student.

Mere støtte

Torsdag er hun igen blandt de udvalgte elitesports-piger og drenge, der får en donation at træne videre mod målene for. Igen var der 10.000 kroner fra Elite Sport Roskilde. Sponseret af Roskilde Kongres Center, hvor uddelingen i øvrigt foregår.
- Det er rart, det er noget, der hjælper. For mig løfter det træningsmoralen, fordi jeg føler, at det forpligter at modtage støtten. Og selvom det også sætter mig under pres og kan være lidt tung, hvis resultaterne udebliver eller hvis en skade opstår og man ikke kan give noget igen, så er det klar mest positivt, siger karate-pigen.
Sædvanen tro har Elite Sport Roskilde i samarbejde med Pernille Hansen og trænerne formuleret en målsætning for kommende støtte-år.
- Jeg skal fastholde min position på landsholdet, så jeg kan komme til udlandet og kæmpe. Det er de internationale kampe, der virkelig udvikler mig, for der er modstanden meget sværere.

Med på støtten

Pernille Hansen er een blandt flere, der torsdag modtager en sum penge. Hendes sports-kolleger i denne sammenhæng er:
Patrick Buhl fra Roskilde Badminton (10.000 kr.), FC Roskildes ungdomshold (50.000 kr.), Roskilde Håndbold (50.000 kr.), Himmelev Håndbold U18 drenge (10.000 kr.), Martin Lorentzen, brydning (20.000 kr.), Malene Madsen fra Roskilde skiklub (20.000 kr.), Kristina Thomsen fra JGI A6 swim (20.000 kr.) plus Mie Skov og Casper Gammelmark fra Roskilde Bordtennis (20.000/10.000 kr.).

Publiceret 27 August 2009 09:00