(Colourbox).

(Colourbox).

Få gratis hjælp til rygestop på dit apotek

Af
Per Møller

RYGESTOP : 23 procent af alle danskere over 15 år ryger dagligt. Sundhedsstyrelsen sætter derfor gang i en ny landsdækkende rygestopkampagne.
Som en del af kampagnen tilbyder Solrød og Køge Torvets Apotek alle rygere gratis rygestoprådgivning. Tilbuddet gælder fra uge 41 til og med uge 50. Selve kurset starter den 20. oktober.
- Undersøgelser viser, at over halvdelen af alle rygere ønsker at kvitte smøgerne. Det kan vi hjælpe med på apoteket. Vi tilbyder eksempelvis i kampagneperioden gratis rygestopkurser, hvor der er stilles skarpt på rygevaner, så rygerne lettere kan bryde dem. Der er også tips og ideer til, hvordan man tackler rygetrangen og holder tankerne væk fra tobakken, siger Liselotte Krogh, rygestopvejleder på Køge Torvets Apotek.
Chancen for at blive røgfri er størst, når man får professionel rådgivning ved rygestopforløbet.
- Alle rygere er velkomne, og hos os på apoteket får borgerne kvalitetssikret hjælp efter nationale standarder. Og de uddannede rygestopinstruktører kan dokumentere en solid erfaring og høj succesrate, fortæller apoteker Peter Schjørring Thyssen.
På begge apoteker har man desuden stor succes med en samtale på bare 15 min. hvor rygere kan komme ind fra gaden og uden tidsbestilling få en snak om rygning og rygestop.

Publiceret 01 October 2009 15:15