Signe Sjølund Pedersen fra Roskilde Håndbold har en stor torsdag aften foran sig. Og en endnu større fredag aften.

Signe Sjølund Pedersen fra Roskilde Håndbold har en stor torsdag aften foran sig. Og en endnu større fredag aften.

Roskildepige til olympisk middag med Obama

Kæmpe oplevelse venter håndboldspilleren Signe Sjølund Pedersen, der er udpeget på grund af sine EM-bedrifter med ynglinge-landsholdet

Af
Jeppe Olsen

Roskilde Håndbolds Signe Sjølund Pedersen står foran en oplevelse, der kan måle sig med EM-finalen i sommer og den guldmedalje, hun fik hængt om halsen efter kampen. Hun skal være såkaldt envelope-girl ved fredagens IOC-kongres i Bella Centeret.
Det betyder, at op imod en milliard tv-seere verden over og ikke mindst de tilstedeværende notabiliteter med USAs præsident Barack Obama i spidsen vil have øjnene rettet mod Signe, når hun præcis klokken 18.56 overrækker den internationale olympiske komités formand, Jacques Rogge, den kuvert, som indeholder navnet på værtsbyen for OL 2016.

- Jeg glæder mig rigtig meget til hele arrangementet, og jeg har allerede sommerfugle i maven, siger den 17-årige håndboldpige, der sammen med sin far også får mulighed for at overvære åbningshøjtideligheden for IOCs Session og Kongres torsdag 1. oktober i Operaen.

Udpeget af DIF

Signe Sjølund Pedersen er udpeget til opgaven af Danmarks Idræts-Forbund, DIF. Difs OL/Eitechef Jesper Frigast Larsen forklarer om valget af Roskilde Håndbolds spiller:
- Det stærke danske U-17 landshold i håndbold står for det bedste, som dansk ungdomsidræt kan præstere, og efter at have oplevet Signe ved det europæiske ungdoms-OL, hvor hendes talent og personlighed var iøjnefaldende, var hun et oplagt valg for DIF.
Programmet i operaen betyder, at Roskilde Håndbolds damer i 1. division må undvære deres EM-guldmedaljør i torsdagens kamp mod Nykøbing Falster.
- Den kamp må vi spille uden Signe, og det klarer vi, da vi har en stor bredde i truppen. Omvendt kunne vi helt sikkert godt bruge hende, men vi ønsker naturligvis, at hun skal have oplevelsen i Bella Centeret. Det er jo helt fantastisk, at hun er udvalgt. Det er virkelig godt gået og noget, alle i Roskilde Håndbold er stolte over, lyder det fra dametræner John Lorentzen.

Publiceret 01 October 2009 13:45