Børnene gik eller cyklede i skole på Hastrupskolen og to andre skoler i denne uge i forbindelse med kampagnen

Børnene gik eller cyklede i skole på Hastrupskolen og to andre skoler i denne uge i forbindelse med kampagnen "Bilfri skole". (Foto: Jørgen Chr. Jørgensen).

Bilerne fik fritime på tre skoler

Tre skoler i Køge Kommune har været bilfri hele ugen som følge af en kampagne for at cykle til skole i stedet for.

Af
Martin Rasmussen

BILFRI: Lad bilerne stå og find cyklerne frem i stedet for.
Det var opfordringen til forældre og børn på tre af skolerne i Køge Kommune i denne uge, da Køge Kommune i samarbejde med Det Grønne Hus og Søndre Skole, Hastrupskolen og Vemmedrupskolen holdt "Bilfri skole".
Det betød, at der ikke har været adgang til parkeringspladserne på skolerne hele ugen igennem, og ifølge Thomas Kielgast, der er skoleleder på Hastrupskolen, har stort set alle respekteret det.
- Vi har set mange forældre cykle til skole sammen med deres børn i stedet for at køre dem i bil, fortæller han.
Kampagnen tjener to formål. Dels understreger det den motionsmæssige gevinst ved at cykle til skole, dels skal den give øget miljøbevidsthed.
Kampagnen er udsprunget af den handleplan, der ligger i forlængelse af Køge Kommunes sundhedspolitik, og pointen er ikke mindst, at gode motionsvaner skal grundlægges tidligt i børns og unges liv.
Allerede i dag er det dog sådan, at hovedparten af eleverne i Køges skoler enten går eller cykler i skole.

Publiceret 02 October 2009 06:15