Kødskandale i Roskilde

Tre store supermarkeder blev i denne uge afsløret i at sælge for gammelt kød eller fisk. En butik har allerede fået en sur smiley, mens andre anmærkninger er på vej

Af
Anette Gundlach

En kødskandale ruller i øjeblikket over Roskilde. Tre store lokale supermarkeder har valgt at sælge for gammelt kød og fisk til sine daglige kunder. Det betyder foreløbig, at Superbest på Holbækvejs slagterafdeling har fået en sur smiley. Fødevarestyrelsen fandt torsdag i sidste uge gammelt kød og fisk i henholdsvis Superbest på Holbækvej og Kvickly Hyrdehøj. I programmet Kontant blev det afsløret , at både torske- og mørksejfilet blev mærket om i Kvickly Hyrdehøj. Prøver af fisken med den nye datomærkning blev sendt en tur på laboratoriet, her viste det sig, at den ene filet havde et bakterieindhold, der var 10 gange så højt, som den burde være. Det betyder, at den var uegnet til menneskeføde, og at den højst sandsynligt giver diarre, hvis man spiser den, skriver Ekstra Bladet. Informationschef i Coop Jens Juul Nielsen forklarer, at de ansatte i Kvickly Hyrdehøj var instrueret forkert. I stedet for at mærke fisken med 48 timer, mærkede de den med 24 timer. Derefter tog de fisken ud af emballagen igen og vurderede den. Derefter fik den endnu 24 timer i butikken. En af fiskene havde ligget i 72 timer i butikken. - Det skyldes en misforståelse, det er ikke noget vi gør normalt siger informationschefen.

Hoveder ruller

I Superbest på Holbæk vej har man indrømmet snyd med datomærkningen af kød, efter at Fødevarestyrelsen fandt gamle datomærkninger i skraldespanden. Slagterafdelingen fik samme dag en sur smiley og slagtermesteren blev fyret. Ved kontrolbesøget fandt Fødevarestyrelsen ud af, at to gamle medisterpølser havde fået en ny dato på emballagen. Styrelsen fandt to pakker fersk medisterpølse i kølemontren i kundeområdet med hakketidspunkt kl. 8.52 og pakkedato 24. september. I skraldespanden blev der fundet to etiketter til medister med hakketidspunktet, der her var kl. 10.03 og med en pakkedato dagen før altså 23. september. Butikken har selv oplyst til Fødevarestyrelsen, at varerne er ompakket, står der i kontrolrapporten.

Ingen gammelt kød

Programmet Kontant afslørede også at Superbest i Skomagergade sælger gammelt kød ved at pakke kød, der snart udløber, i ny emballage. Dog fandt Fødevarestyrelsen intet her ved et kontrolbesøg torsdag i sidste uge. Butikschef i Superbest i midtbyen Jesper Reuter er uforstående overfor påstanden om, at butikken sælger gammelt kød - Vi sælger ikke gammelt kød, og vi er fuldstændig uforstående overfor anklagen om, at de har fundet gammelt kød hos os, siger Jesper Reuter. Han forklarer, at han to gange i denne måned har haft besøg af Fødevarestyrelsen, der har tjekket containere og kød i butikken. - De har tjekket alt, og de har ikke fundet noget, siger butikschefen, der stadig er indehaver af en glad smiley. Butikken har dog alligevel afskediget slagtermesteren, for at vise, at man tager sagen alvorligt. agroskildeavis.dk

Publiceret 02 October 2009 11:00