Lokale betjente passer på Obama

IOC-mødet, som står på i disse dage, gør indhug i arbejdskraften i Midt- og Vestsjællands Politi. Borgerne skal ikke være bekymrede, lyder det fra politiets top

Af
Thilde Lejre

Hvis man tager til København onsdag, torsdag eller fredag, møder man ikke kun Michelle Obama, Oprah Winfrey og den amerikanske præsident Barrack Obama. Man møder også et usædvanligt stort opbud af betjente, som skal passe på de prominente gæster. Flere af disse betjente er hentet fra Midt- og Vestsjællands Politi, som derfor må undvære betjentene i det lokale politiarbejde. Politiet vil ikke oplyse, hvor mange betjente, der bliver sendt til hovedstaden, men borgerne har ingen grund til at være bekymrede, forsikrer Sten Skovgaard Larsen, chefpolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi sender ikke flere derind, end vi kan leve op til det, vi skal lave herhjemme, siger Sten Skovgaard Larsen.
- Det er politiets sagsbehandling, der lider under det. Borgerne mærker det ikke.
Til gengæld kan politiet selv mærke de lokale betjentes fravær, fordi bunkerne med sager hober sig op på skrivebordet. Det er nemlig sasgbehandlingen, der bliver nedprioriteret for at politiet stadig kan være på gaden, mens IOC-kongressen står på.
- Vi har lige så mange patruljer, som vi altid har, siger Sten Skovgaard Larsen.
Til trods for at der bliver sendt betjente til København i disse dage, mener Sten Skovgaard Larsen ikke, det kan sammenlignes med de ressourcer, der bliver sendt til klimatopmødet i december. Det er nemlig for en kortere periode, og der er ligeledes færre betjente, der tager turen til hovedstaden.

Publiceret 02 October 2009 10:00