Beredskabschef:

Økonomien i ambulance-kontrakten holder

Af
Jeppe Olsen

Roskilde Brandvæsens budget for ambulancekørsel i Køge, Greve og Solrød er både vandtæt og røgtæt. Det forsikrer beredskabschef Carsten Iversen overfor Roskilde Avis.
- Vi kunne aldrig drømme om, at sætte kommunens økonomi over styr. Eller vores egne stillinger. Både Kammeradvokaten og ekstern revision har regnet det efter og sagt god for vores tal
, pointer beredskabschefen.
Anledningen er den kritik, der i Roskilde Avis onsdag 30. september blev lagt frem af en skeptisk borger ved navn Jørgen Larsen.
- Der er den lille smule rigtigte i Jørgen Larsens antagelse, at vi vil få lønudgifter for cirka 2,1 millioner kroner om måneden, siger Carsten Iversen.
- Men han har ikke ret i sin antagelse om vores indtægter. De består ikke bare i de knap 36 millioner, som vores tilbud lyder på. Indtægterne består i et grundbeløb og i et variabelt beløb, der afhænger af, hvor meget vi kører, og hvor langt vi kører. Vores beregninger er baseret på faktuelle tal fra Køge, Grev og Solrød de sidste par år, så vi kendte niveauet, da vi regnede på det, og derfor kommer pengene til at passe.

Synergi-effekt

For at understrege seriøsiteten i Roskilde Brandvæsens bud, siger chefen:
- Vi er tre millionr kroner billigere, end Falcks tilbud. Men otte millioner kroner dyrere, end den pris, Falck reelt gør det for i dag i Køge, Greve og Solrød.
Den økonomiske konstruktion er dog en tand mere kompleks.
Sundheden eller rentabiliteten, som det hedder, beror også på synergi-effekt mellem kørslen i Roskilde og de tre udenbys kommuner.
- Når det træder i kraft fra januar, får vi mange ambulancekørsler til sygehuset i Køge. Men vognene kører ikke tomme derfra. Der bliver masser af returkørsel med patienter til de kommuner, vi dækker. Det giver en god udnyttelse og en sund økonomi, understreger Carsten Iversen.

Publiceret 02 October 2009 11:04