Nu samarbejder de borgerlige partier

Det er første gang, at jeg stiller op til byrådet. Jeg har dog fulgt med i lokalpolitik i flere år, og det har før gange undret mig, at der ikke har været et bedre borgerligt samarbejde i Køge Kommune.
Min mavefornemmelse siger mig dog, at tidligere tiders personfnidder er godt og grundigt lagt på hylden. Og det ser jeg som en stor fordel.
Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på, hvad der er sket for år tilbage på rådhuset.
Jeg kan blot konkludere, at der nu er et reelt og velfungerende samarbejde mellem Venstre og Konservative.
Dermed er der også et reelt og klart alternativ til Socialdemokraterne. Lad os bare være ærlige.
Det har længe været en grå lokalpolitisk suppedas, men nu er fronterne endelig blevet trukket op. Det gør det nemmere for vælgeren at træffe et valg i november.
Jeg er som 'menig' byrådskandidat glad for, at der er kommet fut under det borgerlige samarbejde.
Det vil i sidste ende resultere i en bedre kommune – og vi viser gerne vejen.

Publiceret 02 October 2009 11:00