Der er interesse fra flere sider omkring de tomme lokaler i Vestergade. (Foto: Jørgen Chr. Jørgensen).

Der er interesse fra flere sider omkring de tomme lokaler i Vestergade. (Foto: Jørgen Chr. Jørgensen).

Flere interesserede i tomme butikslokaler

Nybolig Erhverv melder om pæn interesse for de tomme butikslokaler i Vestergade.

Af
Martin Rasmussen

UDSKIFTNING: Der vil altid være en vis naturlig udskiftning blandt butikkerne i en handelsgade, men aktuelt står usædvanlig mange butikslokaler tomme i Vestergade efter en del lukninger gennem de seneste måneder.
Til gengæld lader det ikke til at vare længe, inden nye forretninger vil kunne rykke ind i lokalerne, for ifølge ejendomsmægler Kenneth Hansen fra Nybolig Erhverv i Roskilde, så er der konkret interesse for de ledige lokaler fra flere forskellige sider.
Nybolig Erhverv står aktuelt for udlejningen af i alt fem tomme butikslokaler i Vestergade, og herfra forventer man inden længe at kunne indgå udlejningsaftaler for mindst to af lejemålene.
- Vi er i dialog med nogle om både Ønskebørns og Yasmins gamle lokaler, og vi forventer indflytning inden for tre-fire måneder, siger Kenneth Hansen om udsigterne. Og selv om det ikke er længe siden, at Axel Music lukkede, så er der allerede nu også kommet en interesseret aftager på banen her.
Kenneth Hansen fremhæver desuden, at det i løbet af det seneste års tid også er lykkedes at udleje en række andre tomme lokaler i Vestergade - ikke mindst den gamle reservedelsforretning, der ellers har stået tom i en årrække.
Også hele Richters Gård på i alt 330 kvadratmeter er lejet ud til Galleri Scheel, mens de gamle danseskolelokaler er lejet ud til Mulligan Golf.
Ejendomsmægleren fremhæver ikke mindst det lavere lejeniveau end andre steder i bymidten og de gode parkeringsmuligheder, når han skal pege på argumenterne for at etablere sin butik i Vestergade.
Til gengæld er det uheldigt, at en række lejemål er kommet til at stå tomme samtidig.
Det kan give et indtryk af, at "det hele alligevel er ved at lukke", og måske være med til at skræmme potentielle lejere væk, men det er altså langt fra tilfældet, når man ser på den interesse, der er for de tomme lokaler.

En ny forretning ser ud til at være på vej ind i Yasmins gamle lokaler i Vestergade.

En ny forretning ser ud til at være på vej ind i Yasmins gamle lokaler i Vestergade.

Publiceret 03 October 2009 06:30