Udkantsområder er udsultede

Skal Roskilde Kommune bruge penge på udviklingen af Musicon? Nej siger Dansk Folkeparti og De Konservative

Af
Louise Lauritsen

I to web-tv indslag på www.roskildeavis.dk går bølgerne højt, når Lars Lindskov fra Konservative, Joy Mogensen fra Socialdemokraterne og Merete Dea Larsen fra Dansk Folkeparti diskuterer udviklingen af Musicon og byudvilkling i Jyllinge og Viby.
Dansk Folkeparti er imod, at Roskilde Kommune bruge penge på Musicon.
- Musicon er helt ude i skoven at bruge så mange penge på, når vi ikke har styr på vores kerneområder, siger Merete Dea Larsen.
Hun får i tv-indslaget opbakning af Lars Lindskov.
- Vi udsulter resten af kommunen, fordi vi koncentrerer så ennorme midler på en bar mark, der skal bygges helt om, siger den konservative byrådskandidat.
Socialdemokraterne forsvarer projektet.
- Vi skal have fokus på både det overordende og visionære og på dagligdagen. Det er vigtigt med visioner, fastholder Joy Mogensen, som også redegørere for, at købet af den gamle beton-grund har tjent sig ind igen via jordsalg fra området.

Jyllinge og Viby

I et andet klip er det udviklingen af Viby og Jyllinge, som er på dagsordenen.
De tre medvirkende er enige om, at der skal findes penge til udviklingen af Spraglehøj i Jyllinge og som minimum fodboldbaner på området.
Også forholdene i Viby bliver vendt.
- Viby skal udvikles til at være en større by med mere handel og flere boliger, siger Joy Mogensen.
Lars Lindskov mener, at den sydlige del af kommunen har brug for et generelt løft.
- Ramsø er udsultet efter 16 års socialdemokratisk styre, siger den konservative kandidat, og nævner Søndergade og det gamle rådhus som to eksempler på forfaldet.
Imens peger Merete Dea Larsen på, at også i Viby skal der laves flere spilleflader til idrætten.
Tv-udsendelsen er lavet et samarbejde mellem Roskilde Avis, Kanal Roskilde og Roskilde Lokal TV. Udsendelserne kan ses i deres fulde længde på www.kanalroskilde.dk og i kortere klip her på siden.

Publiceret 03 October 2009 08:00