Gert Howald fedter for vælgerne

Gert Howald, socialdemokratisk byrådskandidat, antyder i Roskilde Avis, at V og K har problemer med troværdigheden. Han henviser til effektiviseringskataloget, som partierne har fremlagt i forbindelse med budgetforhandlingerne. Han antyder, at vi prøver at skjule kendsgerningerne. Men kataloget er offentligt tilgængeligt, og Konservative lægger ikke skjul på, at vi vil effektivisere kommunens forvaltning og drift. Det fremgår klart af vort valgprogram, som er tilgængeligt på vores hjemmeside www.konservative.dk/roskilde.
Kommunen omfatter 7.000 ansatte og et budget på 6 mia. kr. Kommunalreformen skulle give borgerne en mere effektiv drift, kort og godt mere service for de samme penge. Byrådet vedtog dengang, at Roskilde Kommune burde effektiviseres med 3% svarende til 200 mio. kr. Tænk hvad vi kunne have fået for de penge, hvis byrådet havde fulgt de gode intentioner op med handling.
Men det har Gert Howald ikke fantasi til at forestille sig. Han vil hellere fedte for vælgerne ved at støtte et stillestående budgetforlig uden perspektiv og fremdrift. Budgetforliget løser ikke de fundamentale udfordringer, som kommunens økonomi står overfor. Og man kan frygte, at budgettet for 2011 kommer til at indeholde nedskæringer, fordi man ikke tog ordentlig fat i 2010. Men så er valget overstået, og Gert Howald og ligesindede vil sikkert til den tid give regeringen skylden for alle problemerne.
Jeg håber, at vælgerne ved valget gør op med fantasiløshed og opportunisme, og sætter krydset ved kandidater, der tænker længere end til valget 17. november.

Publiceret 03 October 2009 18:43