Magiske Maze gjorde sit, men koreaneren OH Sang Eun og Finn Tugwell spillede under niveau mod spanske Cajasur Priego lørdag aften i Roskilde-Hallerne.

Magiske Maze gjorde sit, men koreaneren OH Sang Eun og Finn Tugwell spillede under niveau mod spanske Cajasur Priego lørdag aften i Roskilde-Hallerne.

Koreaneren kostede sejren

Maze var alene om at levere lørdag aften i Roskilde-Hallene, hvor spanske Cajasur Priego overraskende vandt holdkampen 2-3

Roskilde Bordtennis BTK 61 fik ikke den forventede hjemmesejr over spanske Cajasur Priego lørdag aften i Roskilde-Hallerne. I høj grad fordi OH Sang Eun var nervøs og underpræsterede i sin første champions league-optræden for sit nye hold. Koreaneren er som nummer 11 på verdensranglisten bare en enkelt placering dårligere end Maze. Men den lange asiat kunne slet ikke få sit spil til at hænge sammen i den for ham ukendte hal i det ukendte land. Som anden-single spillede han to kampe og mødte det spanske holds Constantin Cioti og Carlos Machado. I begge matcher kom nettet i vejen, så snart den nybagte Roskilde-spiller forsøgte det fintfølte spil. Og så snart han gav sig ud i slagduellerne, var bordet for kort på den spanske side af nettet. Resultat: Fejl på fejl på fejl. Og alt for lette andalusiske point i stribevis. Det hele var ellers startet så godt. Magiske Maze havde i åbningskampen krammet på spaniernes første-mand Carlos Machado fra start til slut. Et lille koncentrationssvigt betød dog en smule spænding i tredje sæt, som Maze måtte bruge forlæget spilletid til at vinde 14-12. Men 3-0 sejren udstillede klasseforskel på de to. - Det gik godt, sagde Maze til Roskilde Avis, mens svedperlerne dryppede fra ham i den trekvart fulde hal. - Det var ikke en kamp, jeg havde vundet på forhånd, for så sent som under EM havde jeg problemer med ham og var bagud. Og i foråret tabte jeg til ham i German Open. Men det går godt for tiden, smilede Roskilde-holdets og dansk bordtennis bedste batman.

Også Tugwell var på hælene

Efter Maze havde bragt sit hold foran 1-0, blev det 1-1, da OH Sang Eun som sagt floppede fælt. I aftenens tredje kamp var det Finn Tugwell, der repræsenterede hjemmeholdet, men heller ikke han fandt sit bedste spil frem. Det var nu også spaniernes Wu Chih-Chis fortjeneste. Han er godt nok fra Taiwan, men spillede bordtennis som en regulær lynkineser. Duellerne var som oftest afgjort få sekunder efter serven, og før Finn Tugwell fik bygget op til angreb. 3-0 i sæt til Wu Chih-Chis og glæde i den spanske lejr over at være foran 1-2 i holdkampen. - Jeg kom aldrig ud af tredje gear, mens han hele tiden var i fjerde og femte, forklarede den danske spiller med de skotske aner efter kampen. - Jeg har spillet mange mange kampe på det seneste og mangler at træne. Det glæder jeg mig til at gøre i kommende uge, før det går løs igen.

Maze udlignede

Maze regerede i sin anden kamp som en konge, og bold for bold blev Constantin Cioti mere modløs. Danskeren rider tydeligvis videre på sin EM-bølge og udstrålede usårlighed i de ca. tyve minutter det tog ham at bringe ballance i champions league-gruppespilskampen. Til stillingen 2-2. Dermed var det op til den nyanskaffede koreaner at hale holdsejren i land. Men som fortalt ovenfor var han mange bat-længder fra sit bedste. Han var nærmest aldrig medi kampen, og hurtigt havde Carlos Machado vundet 7-11 7-11 4-11. Slaget var tabt for Roskilde-spillerne, og festen fusede ud. De mange slikspisende børn virkede nu ligeglade og satte målrettet ind på at få autografer fra de danske spillere. Imens opsummerede en skuffet sportsdirektør Allan Bentsen kampen og følgerne: - Det er en stor bet, for vi var favoritter og har niveauet til at vinde. Men vores nye spiller havde svært ved at vende sig til det hele og finde koncentrationen og leve op til forventningen om at præstere. Det gik ikke så godt, som vi alle kunne se. - Men vi kan stadig nå at blive et af de to hold, der går videre fra puljen. Vi har jo én, der vinder sine to kampe (Michael Maze, red.), og så skal der ikke så meget til. Nu træner vi med landsholdet hele ugen. Også OH Sang Eun, der bliver i landet, og sandsynligvis vil være langt bedre akklimatiseret, når vi på søndag møder belgiske Charleroi på udebane.

Publiceret 04 October 2009 11:11