Mette Gravholt var navnlig i pokalkampens start i hopla og mål-humør.

Mette Gravholt var navnlig i pokalkampens start i hopla og mål-humør.

Damerne holdt en halvleg

I pokalkampens anden halvleg udstillede SK Århus forskellen på 1. division og ligaen. 26-37 vandt jyderne tirsdag i Roskilde-Hallerne

Af
Jeppe Olsen

Mette Gravholt og håndboldkollegerne fra Roskilde var rimelig godt med i første halvleg af tirsdagens pokal-kvartfinale påhjemmebanen i Roskilde-Hallerne. Navnlig stregspiller Mette Gravholt var i hopla som drillepind og kæp i hjulet på maskineriet fra SK Århus.
Hun scorede hjemmeholdets tre første mål og var en lige så vigtig brik i midterforsvaret som på stregen under hjemmeholdets angreb.
Men der var allerede i første halvleg forskel på ligaen og 1. division. Forskel på fysik, tempo og sikkerhed i boldbehandling. Når hjemmeholdet spillede sit bedste og kom på to måls afstand af SK Århus, så strammede jyderne lige skruen og bragte sig fem mål foran. I disse momenter var landsholdsprofilen Trine Truelsen et trumf-kort for ligamandskabet. Hun kunne måske ikke score efter behag, men næsten.

Tappet for energi

I anden halvleg løb Mette Gravholt og kollegerne tør for kræfter, og forskellen på division og liga blev til tydelig forskel på måltavlen.
Forsvaret faldt sammen, og i målet var keeper Anne Munk med en fortid i netop SK Århus prisgivet, når skytterne kom ugeneret til åbne skud.
I angrebet mistede Roskildes damer snert og tempo, og scoringspauserne bredte sig over flere sammenhængende minutter. De skud, der kom gennem den jyske mur, var gennemgåene nemme at pille for Karin Mortensen i målet.
Uden at overanstrenge sig kunne de gule tage hjem til Århus med billet til næste runde af pokalturneringen og sikker sejr på 26-37 i sportstaskerne.

Publiceret 07 October 2009 11:30