Traktor-Troels er ikke velkommen

Jeg har undret mig over de mange ministerbesøg, vi har i kommunen for tiden. Måske ministrene kommer for at kaste glans over vores lokale borgerlige politikere her op til kommunalvalget? Hvis det er tilfældet, så er jeg meget overrasket over at se vores lokale Evan Lynnerup i selskab med miljøministeren i Gundsømagle. For hvad har miljøministeren nogensinde gjort for vores lille by? Hvor var miljøministeren da vores drikkevand var forurenet i sidste uge? Det er hans politiske ansvar at sikre rent drikkevand, men besøgte han vores vandværk? Hvad så med Gundsømagle Sø Besøgte han denne naturperle, og lovede han hjælp til at rydde op i den forurenede sø? Næ, det hørte vi heller ikke noget til. Eller hvad med det naturskønne Værebro Ådal – fik vi løfter om, at han vil beskytte den unikke natur mod kilometervis af asfalt? Også dette problem ignorerede han. Hvad skal vi med en miljøminister i Gundsømagle, hvis vi ikke kan få en dialog om miljøproblemerne i byen? Mette Gjerskov, Gundsømagle MF, Miljø- og klimaordfører (S)

Publiceret 07 October 2009 09:00