Hanne Nielsen fra Jyllinge med den døde slange i en spand.

Hanne Nielsen fra Jyllinge med den døde slange i en spand.

Jyllinge-kvinde fandt Python-slange i badeværelset

Krabaten på cirka en meter var død, da den blev fundet i kloakafløbet under håndvasken

Af
Jeppe Olsen

En python-slange på cirka en meter. Så udsædvanlig en gæst havde Annie Gottlieb fra Jyllinge i sit badeværelse for en lille uge siden. Slangen befandt sig i kloak-afløbet under håndvasken. Den var død og lå og skvulpede rundt lige under dækslet.
Annie Gottlieb hentede sin veninde fra vejen, Hanne Nielsen, og så var det bogstavelig talt på med vanten for at få ekspederet dyret væk.
- Jeg tog en stor hanske på og fiskede slangen op af kloakken. Den var død, men stadig fed og kødfuld i kroppen, fortæller Hanne Nielsen til Roskilde Avis.
- Jeg smed den i en spand og vidste ikke lige, hvad jeg skulle gøre, fortæller hun videre. -  Jeg ringede til kommunen, men der troede man ikke på mig. Der kan umuligt være en slange i kloakafløbet. Det må være skidt og møg, der har samlet sig i en pølse og ligner en slange, sagde man til mig på kommunen.

Roskilde Avis bad Louise Aller, daglig leder hos dyrehandleren Super Pet i Roskilde, om at identificere krabaten.
- Det ser ud til at være en Python, siger hun.
- Den er lidt svær at bedømme, da den er død og tørret en del ind og desuden mangler hovedet. Jeg skyder den til at have været en meter lang, før den døde. En kvælerslange af den størrelse er ikke farlig for mennesker, men det er naturligvis ikke noget, man bryder sig om at finde i sit hjem. Den har højest sandsynlig levet en tid nede i kloaksystemet og fornøjet sig med rotterne. Større bytte har den ikke kunnet tage, vurderer Louise Aller.
Hun formoder, at slangen er undsluppet et privat terrarie, har fundet ned i kloaksystemet, men er søgt opad på grund af kulden her i efteråret.

Ikke efterlyst af politiet

Midt- og Vestsjællands Politi kender ikke noget til en undsluppen slange.
- Det er mange måneder siden, at vi har haft en sag med en slange, og den er for længst fundet, fortæller Jan Lauritsen, kommunikationsmederbejder hos politet. Han kan kun gætte på en mulig forklaring bag fundet på Kometvej i Jyllinge:
- Nogen kan have anskaffet slangen uden at have de rette forhold og derfor heller ikke tilladelsen. I så tilfælde vælge man måske ikke at blande politiet ind i det, når slangen er væk.
- Et andet gæt er, at en nybagt slangejer har opdaget, hvor besværligt det er, at holde slanger. Personen har valgt den forkerte løsning og har skyllet dyret ud i toilettet, hvorefter den har bugtet sig rundt i kloakrørene, til den pludselig var damens badeværelsesgulv. Men det er som sagt spekulationer, understreger Jan Lauritsen.

Publiceret 09 October 2009 11:00