En faglig konflikt kan snige sig ind på passagersædet, når Roskilde Brandsvæsen begynder på ambulancekørslen i Køge, Greve og Solrød.

En faglig konflikt kan snige sig ind på passagersædet, når Roskilde Brandsvæsen begynder på ambulancekørslen i Køge, Greve og Solrød.

Masser af ansøgere til ambulance-job

Den faglige konflikt mellem 3F og FOA lader ikke til at tæmme interessen for at køre ambulance i Køge, Greve og Solrød

Af
Jeppe Olsen

På trods af et blokadevarsel og en truende faglig konflikt strømmer de jobsøgende til Roskilde Brandvæsen. Det er arbejdet med ambulancekørsel i Køge, Greve og Solrød Kommune, der trækker, og konkret har 282 personer været til informationsmøde på beredskabsstationen i Roskilde.
- Vi har ikke mindre end 146 ansøgninger til 65 stillinger og der kommer stadig flere. Dommedagsprofetierne er gjort til skamme, mener beredskabschef i Roskilde, Carsten Iversen.
Han henviser til det mulige forløb i sagen, at ingen af de nuværende Falck-reddere i Køge Bugt-området skulle vise interesse for at køre i Roskilde-ambulancer. Det kunne være en følge af 3Fs blokadevarsel mod medlemmer, der tager arbejde hos Roskilde Brandvæsen.
Roskilde Brandvæsen har selv overenskomst med FOA gennem Kommunernes Landsforening, og den vil blive gældende, når Roskilde Brandvæsen afløser Falck på opgaven med ambulance-kørsel i Køge Bugt-området.

Glad smiley

- Jeg opfatter det som en sag mellem to faglige organisationer, fortæller Carsten Iversen.
- Derudover har jeg ikke meget mere at sige i sagen, andet end at vi har glad smiley for godt arbejdsmiljø. Vi får topkarakterer i alle undersøgelser om medarbejdernes trivsel og i det hele taget gør vi meget ud af arbejdsvilkår. Jeg mener ikke, at man vil møde dårligere arbejdsvilkår, hvis man tager arbejde hos os og skifter fagforening.
3Fs forhandlingssekretær Søren Andersen ser anderledes på sagen.
- Det her kan gå hen og blive en speget sag, siger han til Roskilde Avis.

Sikre vilkår

- Det bør ende med, at der kommer en ny overenskomst, der sikrer de nuværende løn- og arbejdsvikår, når Roskilde Brandvæsen overtager kørslen.
Søren Andersen mener i øvrigt ikke, at den nuværende og landsdækkende FOA-aftale er gyldig for ambulance- og sygekørsel, og det er Satatsamtet gået i gang med at undersøge.
Roskilde Brandvæsen overtager kørslen 1. februar.

Publiceret 09 October 2009 10:00