Benny N. Larsen overlader efter mere end 40 år nu ansvaret for Herfølge Turistfart til sønnen, Heino Larsen. (Foto: Jørgen Chr. Jørgensen).

Benny N. Larsen overlader efter mere end 40 år nu ansvaret for Herfølge Turistfart til sønnen, Heino Larsen. (Foto: Jørgen Chr. Jørgensen).

Ny mand i spidsen for Herfølge Turistfart

Herfølge Turistfart gennemfører et velforberedt generationsskifte i denne måned.

Af
Martin Rasmussen

GENERATIONSSKIFTE: Herfølge Turistfart står foran et generationsskifte, når Benny N. Larsen i denne måned overlader firmaet til sin søn, Heino Larsen.
Efter mere end 40 år i spidsen for firmaet har han nu som 65-årig besluttet, at det er tid til at gennemføre det generationsskifte, som man har forberedt gennem en årrække.
Det sker den 16. oktober, og overdragelsen markeres ved en reception for forretningsforbindelser, venner og bekendte på firmaets adresse på Færøvej 4 i Herfølge.
- Heino har været en del af firmaet i 14-15 år, så han kender det hele. Det er en kæmpe fordel, og han er klar til at overtage ansvaret nu, siger Benny N. Larsen, der forklarer, at man har brugt de seneste seks-otte år på at forberede overdragelsen.
Og der er ingen tvivl om, at det er en yderst veldrevet virksomhed, han overtager.
Herfølge Turistfart er netop for andet år i træk blevet kåret til gazellevirksomhed.
- Det er dejligt. Titlen kan vel mest bruges udadtil til at vise vores kunder, at det er et sundt firma, siger Benny N. Larsen, som blandt andet peger på overtagelse af kørsel fra andre lukkede firmaer som en af årsagerne til den store fremgang de senere år, som gazellestatussen indikerer.
Desuden har firmaet en solid, fast kundegruppe, som blandt andet omfatter Køge Kommune.
Herfølge Turistfart blev etableret i 1929, og den 80 år gamle virksomhed råder i dag over 13 busser.
Generationsskiftet betyder ikke, at Benny N. Larsen helt giver slip på firmaet.
- Jeg vil stadig have min lille skolerute hver morgen, siger han med et smil om opgaven, som han ikke agter at slippe.
Receptionen i forbindelse med generationsskiftet hos Herfølge Turistfart den 16. oktober finder sted klokken 14-17.

Publiceret 09 October 2009 09:15