Claus og Michael Braunstein Poulsens pionerprojekt med fremstilling af whisky i Køge er udgangspunktet for en ny bog om whisky på dansk. (Foto: Jørgen Chr. Jørgensen).

Claus og Michael Braunstein Poulsens pionerprojekt med fremstilling af whisky i Køge er udgangspunktet for en ny bog om whisky på dansk. (Foto: Jørgen Chr. Jørgensen).

Whiskypionererne på Køge Havn

Destilleriet Braunstein spiller hovedrolle i ny bog om whisky, der blev præsenteret onsdag i Køge.

Af
Martin Rasmussen

WHISKY: Destilleriet Braunstein på Køge Havn dannede torsdag rammen om præsentationen af en ny bog om whisky med særlig fokus på den danske af slagsen.
Det er en disciplin, hvor Braunstein selv har sat sig i front med fremstillingen af den eneste kommercielle danske whisky, som bliver frigivet til marts næste år, og derfor spiller destilleriet på Køge Havn en naturlig hovedrolle i bogen.
- Målet har været en bog, der er en rejse i whiskyens univers. Det er ikke en reklamebog for os, og vores rolle er også nedtonet, men vi er medsponsor, fordi vi synes, at det er et spændende projekt, sagde Claus Braunstein Poulsen ved præsentationen.
Bogen er skrevet af Niels Steenstrup Zeeberg, og med ved receptionen på Køge Havn var udover forfatteren også skotten Charles McLean, der regnes blandt verdens førende whiskyeksperter, og som har skrevet forordet til bogen.
Den er i øvrigt smukt illustreret af Niels Buschs fotografier fra blandt andet Grønland, Skotland og Køge Havn.
"Whisky på dansk" udgives af Politikens Forlag, og den er i første omgang trykt i 3.000 eksemplarer.
Den udkommer også på engelsk med titlen "Spirit of the north" med Charles McLean som medforfatter.

Publiceret 09 October 2009 06:15