De ældre viste den modne efterårsmode på catwalken.

De ældre viste den modne efterårsmode på catwalken.

Ældre på catwalk

Ældre Sagens medlemmer viste modetøj i Medborgersalen

Medborgersalen var gjort klar til at vise efterårets moderne tøj til både kvinder og mænd. I salen sad 150 forventningsfulde medlemmer af Ældre Sagen for at få ideèr til de tøjkøb, der skal gøres både her i efteråret, og måske blev der også tænkt i julegaver.

De fremmødte blev så absolut ikke skuffet, for det tøj de to medvirkende forretninger - “Morell” fra Rødovre Centrum og “Tøjeksperten” på Hvidovrevej - havde iklædt modellerne gjorde lykke. Der blev vist tøj af høj kvalitet, og priserne var i et leje, som overraskede glædeligt. Men til en modeopvisning gør tøjet det ikke alene. De personer der viser tøjet betyder også meget, og her havde Ældre Sagen blandt sine frivillige fundet otte dygtige modeller, som skred elegant op ad catwalken, medens jakker og frakker elegant blev taget af, så man kunne se skjorte eller top. Claus Morell og Thomas Nielsen fra “Tøjeksperten” fortalte, at det der er meget hot i øjeblikket er lilla, og det gælder både til kvinder og mænd og så er grøn i div. nuancer rigtig godt til kvinder sammen med bl.a. grålige farver i nederdel eller buks. De otte modeller var på “arbejde” i mere end en time og de var flere gange på catwalk for at få vist så meget som muligt. En speciel afslutning Afslutningen på de fleste modeopvisninger er brudetøj - den tradition blev brudt denne aften, men til gengæld sluttede “Tøjeksperten” af med at vise nattøj. Der var ikke et øje tørt, da Ældre Sagens næstformand indtog catwalken som sidste model iført nattøj og housecoat med tællepråsen (gammel stage med stearinlys) i hånden, medens el belysningen blev dæmpet. Fikst blev housecoaten taget af, og pyjamassen blev vist frem. Hvad der er hotteste mode i nattøj til kvinder, ja det må man vente til næste modeshow med at se. Til allersidst kom alle modeller sammen på scenen til publikums taktfaste klapsalver. En elegant afslutning på et godt modeshow.

Publiceret 13 October 2009 09:00