Politiet gav bøder til de bilister, der trodsede skiltene på Brøndgade.

Politiet gav bøder til de bilister, der trodsede skiltene på Brøndgade.

Beboere til kamp mod ulovlig trafik

Beboerne på Sct. Jørgensbjerg demonstrerede fredag mod de bilister, der trodser forbuddet mod gennemkørsel. Politiet kom beboerne til hjælp

Af
Thilde Lejre

Beboerne på Sct. Jørgensbjerg er godt trætte af, at bilisterne blæser på, at der siden 1. oktober har været gennemkørsel forbudt på fire af vejene. Derfor demonstrerede de fredag morgen og eftermiddag deres utilfredshed med bilisterne.
Beboerne har i mere end 30 år kæmpet for at få trafikken væk fra vejene, så da Smedegade, Toftegade, Brøndgade og Asylgade 1. oktober blev lukket for gennemkørende og uvedkommende trafik, troede de, at lykken var gjort. Men så let gik det ikke.
- Det skider folk højt og flot på. De kører bare igennem, siger Birgit Bruun, som er en af de utilfredse beboere bag demonstrationen.
Birgit Bruun og de andre beboere havde købt basser og lavet et kort over vejene, som de udleverede til de bilister, der trodsede forbuddet.
- Vi kontaktede bilisterne og sagde: Du har vist overset et par skilte. Og så bad vi dem om ikke at køre igennem mere, fortæller Birgit Bruun.
Om eftermiddagen kom en politipatrulje forbi demonstrationen og brugte omkring en halv time på at hjælpe beboerne. Politiet delte dog ikke basser ud til de bilister, der trodsede skiltningen, men forsynede dem i stedet med en bøde.
- Der blev uddelt fire bøder på Brøndgade mellem klokken 15.15 og 15.35, fortæller Jan Lauritzen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Lukningen af de fire veje på Sct. Jørgensbjerg kører som forsøg frem til oktober 2010.

Publiceret 13 October 2009 11:34