Topscorer Nicolai Elken, der fik frit spil i 1. halvleg, men mandsopdækket efter pausen.

Topscorer Nicolai Elken, der fik frit spil i 1. halvleg, men mandsopdækket efter pausen.

Den “forkerte” spiller blev mandsopdækket

HIF’s håndboldherrer slog Odense-hold, men det kneb i 2. halvleg

Rygtet om HIF-angriberen Kevin Rasmussens skudstyrke var gået forud, så OH 77/Odense gav ham kraftig mandsopdækning i hele 1. halvleg af 3. divisions-håndboldopgøret i lørdags i Dansborghallen.

Af
nemhvidovreavis.dk

Men det var nok en forkert taktik, for Kevin stillede op halvskadet, og den særlige opmærksomhed der blev vist ham, gav mere plads til især Nicolai Elken, der scorede næsten efter behag i 1. halvleg, der endte 13-9 til Hvidovre. Efter en 1. halvleg med virkelig gode angrebskombinationer og fornuftigt forsvarsspil, fandt modstanderne ud af fadæsen og det blev i stedet Nicolai Elkens tur til at blive dækket tæt. Det svækkede tydeligt nok HIF’s angrebspil, og det blev kun til otte mål efter pausen, så kampen sluttede mere spændende end nødvendigt - med en beskeden 21-18 sejr.. - Det var ikke en prangende kamp, men der blev dog vist godt forsvarsspil, siger HIF-træneren Bo Taylor. - Det var tydeligt, at vi manglede et par skadede spillere, især Sebastian Gundersen var savnet. Vi vil gerne være tophold i 3. division i år, men så skal vi gøre det endnu bedre i de kommende kampe. Søndag den 25. oktober spiller HIF’s herrer hjemme i Dansborghallen mod Rødby. Damekamp på tirsdag Allerede på tirsdag den 20. oktober er der igen håndbold i Dansborghallen, hvor HIF’s 3. divisionsdamer møder Team Nørrebro kl. 19.30.

Publiceret 13 October 2009 09:00