En kvinde, en motorcykel og 53.000 km...

Foredrag med Annette Birkmann

Holmegårds bibliotek inviterer til et ganske interessant foredrag af Annette Birkmann med titlen “En kvinde, en motorcykel og 53.000 km gennem Syd- og Nordamerika”, tirsdag den 27. oktober kl. 19.00.

Annette Birkmann er formentlig den første advokat i verden, der har skiftet Mont Blanc kuglepennen ud med en svensknøgle på et motorcykelværksted i Sydamerika. Og hun er en af de få kvinder i verden, der alene har kørt på motorcykel fra syd til nord på det sydamerikanske kontinent og videre gennem Centralamerika og USA til New York. Det blev til i alt 53.000 km gennem 16 lande, en bredere bagdel og adskillige afsporinger. Med udgangspunkt i sin motorcykelrejse giver Annette et vedkommende og underholdende bud på, hvordan man igangsætter sine ideer. Ideer baseret på en urokkelige tro på, at passion og engagement forvandler ideer til virkelighed. Udstyret med en advokattitel, et splinternyt motorcykelkørekort og 10 spanske gloser drog Annette af sted til Buenos Aires, Argentina, for at lære at reparere motorcykler og opfylde en drøm: At køre motorcykel alene gennem Sydamerika. Efter otte måneder i Buenos Aires satte hun sig i sadlen og kørte alene på motorcykel mod syd til den sydligste beliggende by i verden - Ushuaia. Derfra gik turen nordpå gennem Syd- og Mellemamerika videre til USA, hvor hun ankom til New York efter 15 måneder ‘on the road’. I foredraget tager Annette publikum med på en visuel rejse og fortæller ærligt og medrivende om at tage det første lille skridt, at finde sin passion, at nedbryde grænser, at håndtere frygt, at overkomme nederlag og om at opleve ægte frihed. Hør Annette Birkmanns spændende beretning tirsdag den 27. oktober kl. 19 på Holmegård Bibliotek. Gratis billetter kan bestilles/afhentes på HvidovreBibliotekerne eller på Hvidovrebilletten.dk fra den 13. oktober.

Publiceret 13 October 2009 09:00