Foråret venter lige om hjørnet

Kommunalbestyrelsen har nu officielt vedtaget det kommunale budget for 2010 og de følgende år - det, som i kommunens terminologi kaldes “overslagsårene”. Det vil være kendt stof for de fleste af avisens læsere, at der er tale om et særdeles stramt budget. Forligspartierne har valgt at udnytte lånemulighederne maksimalt og der er vedtaget effektiviseringer og driftsbesparelser for omkring 54 millioner kroner. Under kommunalbestyrelsens behandling af budgettet, var der ingen steder begejstring at spore. Den manglende begejstring kom desværre ikke kun til udtryk hos de to partier, som ikke er en del af forligskredsen. Heller ikke forligspartierne, med Socialdemokraterne i spidsen, klappede i hænderne. Og klapsalver ville da også have været absurd teater. For desværre er situationen, at budgettet for 2010 kun lige med nød og næppe hænger sammen. Og man skal nok også få stor “fornøjelse” af de fremskrivningstal, som man har “parkeret” på overslagsårene 2011-2013. Sagt på en anden måde: Hvidovres borgere vil også i de næste par år komme til at opleve et utal af barske sparerunder! Den første sparerunde har det lige som foråret - den venter lige om hjørnet. Økonomirapporteringen fra den 31. august viser nemlig et yderligere skred - altså et merforbrug - på 10,7 mio. kr. Det er penge, som man mangler, sammenlignet med den forrige rapportering fra den 31. marts. Det var den rapport som medførte, at kommunalbestyrelsen lige før sommerferien vedtog en genopretnings- og spareplan på et tocifret millionbeløb! Men de 10,7 mio. kr. er vel indregnet i budgetforliget? Ja, vil nogle politikere svare. Nej, svarer Hvidovre Avis. Millionerne er såmænd blot “rullet” til efter nytår. Foråret venter lige om hjørnet!

Publiceret 13 October 2009 09:00