Kvickly Jyllinge knaldet for dato-fusk med sild

Varehusdirektør Kresten Houbo erkender brøleren og har indskærpet til alle medarbejdere, at loven skal følges til punkt og prikke

Af
Jeppe Olsen

Kvickly i Jyllingecenteret er taget i at snyde med udløbsdatoen på fem pakker røget sild. De havde udløbsdato onsdag 7. oktober. Netop den dag var Fødevarestyrelsen på besøg og konstaterede, at sildene havde fået forlænget levetiden i køledisken til lørdag 10. oktober.
Varehusdirektør Kresten Houbo erkender brøleren. Han siger til Roskilde Avis, at den er begået i misforstået loyalitet til virksomheden af en kvindelig medarbejder fra delikatesse-afdelingen.
Medarbejderen vurderede selv samme morgen, som Fødevarestyrelsen kom på besøg, at sildene var iorden og fortsat ville være det frem til og med den efterfølgende lørdag. Herefter ændrede hun udløbsdatoen og lagde pakkerne tilbage i køledisken.

Roser kontrollen

- Vi må rose fødevarestyrelsen for at kunne sit kram. Det kunne vi ikke i et enkeltstående tilfælde, og det tager vi meget alvorligt, siger varehusdirektøren.
- Jeg har indskærpet overfor alle medarbejdere, at vi følger reglerne og ikke lader det komme an på en vurdering. En udløbsdato er en udløbsdato, og loven skal følges til punkt og prikke. Det har alle supermarkedets medarbejdere skrevet under på, at de vil overholde.
Ingen er blevet fyret som følge af miseren. Men væk er den elite-smiley, der ellers har prydet delikatessen. Den vil blive afløst af en sur smiley som en synlig skamplet over episoden, og den bliver hængt op, når Kvickly modtager Fødevarestyrelsens rapport, der skal hænge side om side med den negative smiley.
Fødevarestyrelsen foretager en opfølgende kontrol indenfor to måneder. Kresten Houbo har appelleret til, at besøget finder sted indenfor de førstkommende uger.

null

Publiceret 13 October 2009 11:00