Søgte med hunde efter voldsmand

Kl. 0.43 natten mellem mandag og tirsdag blev politiet sendt til Nyportstræde, hvor en kvinde tilsyneladende var slået ned. Det viste sig, at der var tale om en 41-årig kvinde fra Køge, der havde været i byen til en 18 års fødselsdag med sin steddatter.
Hun har forklaret, at hun gik rundt på havneområdet og på et tidspunkt endte hun ved Nyportstræde. Kvinden var spirituspåvirket har ikke en klar erindring om, hvor hun har været. Kvinden var iført en sort bluse, blå cowboybukser og sorte læderstøvler, der gik over knæene. Hun blødte fra munden formentlig efter vold.
Politiet søgte med hunde i området omkring det sted, hvor den 41-årige blev fundet, men der blev ikke fundet noget, der kunne bringe mere lys over sagen. Lokalpolitiet i Køge vil meget gerne tale med vidner, der har set den 41-årige og som evt. kan fortælle, hvad der er sket med hende i nattens løb. Ring til politiet på tlf. 114.

Publiceret 13 October 2009 17:00