HALAL ER OGSÅ DYREMISHANDLING

KAROLINE CLEEMANN med mere om halalkød i Hvidovres institutioner:

Jesper Clausson skriver i sit indlæg om halalkød i Hvidovres institutioner, at det bør være op til den enkelte institution - i samarbejde med brugerne - at træffe valg om hvilken type mad/kød der skal serveres.

Tanken er ædel, men unægteligt også meget naiv. Med de økonomiske rammer institutionerne har, bliver der ringe mulighed for at servere “a la carte” i kødvejen - økologisk til nogen, halal til andre - konventionelt, kosher, kun fisk, en vegatarret eller hvad der nu bliver efterspurgt. Netop fordi mulighederne er så mange, ønsker jeg som bruger at politikerne sikrer en mindste fælles nævner. Alt efter hvor man bor, kan man nemt komme i ubehagelige situationer, hvor mange ønsker halalkød. På dette område er der berøringsangst - både i institutionerne og i politikken. Men vi bor i Danmark - dyremishandling er forbudt - og det virker meningsløst at ens børn skal blive tvunget til halalkød eller ufrivilligt at blive vegetarianere... Jeg håber Jesper Clausson har set dyr blive halalslagtet, så han ved hvad han snakker om. På Færøerne har det også været tradition for at slagte får ved stik i hovedpulsåren. “De er ubevidste efter 5 sekunder”, hævdes det. Men nej, efter godt et halvt minut, viser de tydelige tegn på at blive skræmt, hvis man hurtigt hæver armen foran dem. Fordi det piner dyret, vil man gerne komme slagtemetoden til livs. Halalslagtning er også dyremishandling, og desværre er meget af det konventionelle dyrehold i sig selv tæt på at være dyreplageri. Billigt kød fra udlandet er desuden med til at øge CO2-udledningen gennem lange transporter. For klimaet, miljøet, dyrene - og allermest for vore børn, håber jeg politikerne sikrer Hvidovres børn dansk, økologisk kød fra dyr slagtet på en forsvarlig måde, som ikke udsætter dem for unødvendige pinsler. DF er normalt ikke mit parti, men i denne sag takker jeg for engagementet. Med venlig hilsen Karoline Cleemann mor til 3

Publiceret 13 October 2009 09:00