GODA betyder farvel til spritkørsel

Af
Jan Partoft

Risikoen for at politiet stopper en spritbilist fra Carma i Jernbanegade er minimal i morgen lørdag 17. oktober. For inden folk forlader musikstedet, er de blevet bedt om at puste i et alkometer.
Det er forening Gode Alkoholdninger forkortet GODA, der gør en indsats for at mindske spritulykker. Denne lørdag har foreningen gang i en landsdækkende og europæisk kampagne, hvor Carma i Roskilde medvirker.
Kampagnemedarbejdere på diskotekerne vil tage en snak med de unge bilister om, hvilke konsekvenser det kan få at køre med en ulovlig promille.
Kampagnen har navnet A Night Without Accident. De foregår hvert år den 3. lørdag i oktober. Desværre giver de danske statistikker over ulykker som følge af spritkørsel god grund til athave kampagnen i Danmark. Sidste år blev 93 danskere dræbt i spritulykker, hvoraf 25 var unge mellem 18 og 24 år. Desuden blev 439 alvorligt kvæstet i spritulykker. Ifølge Anett Wiingaard fra GODA er der derfor god grund til at sætte fokus på problemet.
- Det er skræmmende tal, som GODA i samarbejde med diskotekerne håber at kunne bringe ned, siger hun.
Kampagnen har en baggrund i Belgien. I 1990 besluttede en flok unge belgiere, at deres venner ikke skulle køre spritkørsel. De dannede gruppen Responsible Young Drivers. En gang om året tager de ud i nattelivet og opfordrer deres venner og andre unge til at droppe drinksene eller lade bilen stå. Kampagnen har spredt sig til andre unge og organisationer, først i Belgien og senere i resten af Europa, så der i dag er 21 deltagende lande.

Publiceret 16 October 2009 03:00