Jernbanen mellem Høje Taastrup og Hvidovere forbliver firesporet. 5. sporet tabte til fordel for en helt ny dobbelsporet jernbane mellem København og Ringsted via Køge. (Arkivfoto: Erling J.)

Jernbanen mellem Høje Taastrup og Hvidovere forbliver firesporet. 5. sporet tabte til fordel for en helt ny dobbelsporet jernbane mellem København og Ringsted via Køge. (Arkivfoto: Erling J.)

Damgaard dropper 5. sporet

Venstres folketingsgruppe har besluttet sig for at støtte en nybygningsløsning i forbindelse med udbygningen af jernbanenettet

Af
Jan Partoft

Fra 2018 kommer en del af jernbanetrafikken til at køre på nye skinner der går uden om Roskilde. Venstres folketingsgruppe har besluttet sig for at støtte nybygningsløsningen med en helt nybygget dobbeltsporet jernbane mellem København og Ringsted via Køge. Beslutningen har fået det lokale folketingsmedlem og formand for Folketingets trafikudvalg Flemming Damgaard Larsen fra Venstre til at droppe sin støtte til 5. spors løsningen. - Der var en massiv støtte til nybygningsløsningen i Venstres folketingsgruppe, og da jeg er demokrat vil jeg følge gruppens indstilling, siger Flemming Damgaard Larsen. - Da der også er et massivt flertal for nybygningsløsningen hos de andre partier på tinget. - Men nu vil jeg i stedet for arbejde for at mindske de gener, der kommer i forbindelse med, at der kommer færre tog til Roskilde. - Jeg vil også arbejde på at få fremrykket beslutningen om en udvidelse af nordvestbanen, så der bliver bedre forhold for pendlerne til Holbæk og Kalundborg. Roskilde borgmester Poul Lindor Nielsen er ikke overrasket over at Venstre støtter nybygningsløsningen. - Det har ligget i kortene i lang tid, siger han. - Men alligevel beklager jeg beslutningen. Jeg vil dog respektere den, da det er Folketinget, der træffer afgørelsen. - Jeg mener stadig, at Trafikstyrelsen ikke har givet Folketinget fyldestgørende oplysninger omkring 5. sporet. Med Venstres beslutning er det næsten sikkert at der vil blive bygget en ny bane via Køge. Så nu vil Poul Lindor Nielsen nu se på, hvad fremtiden skal byde på for jernbanetrafikken til og fra Roskilde. - I august lovede trafikministeren, at der ville komme ligeså mange toge til Roskilde, som der stopper i dag, hvis nybygningsløsningen blev valgt. Det vil jeg holde ham fast på. - Et andet vigtigt aspekt er at Københavns Hovedbanegård skal udbygges. For der er simpelthen ikke kapacitet til flere tog ud af hovedbanegården end der kører i dag. - Hvis der ikke kan køre flere tog, er der heller ingen tog at sende ud på de nye spor. Så nu gælder det om at få Københavns kommune og de andre kommuner, der får glæde af nybygningsløsningen til at presse på for en udbygning af hovedbanegården, siger Poul Lindor Nielsen. jproskildeavis.dk

Publiceret 20 October 2009 16:07