Erik Norman Svendsen.

Erik Norman Svendsen.

Dronningens sjælesørger holder foredrag

Kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen gæster Ældre Sagen

Så skal Medborgersalen igen fyldes med forventningsfulde medlemmer af Ældre Sagen, idet Københavns tidl. biskop Erik Norman Svendsen holder foredrag. Foredraget, som Ældre Sagen afholder i tæt samarbejde med FOF Hvidovre, løber af stabelen næste torsdag den 29. oktober kl. 14.00 i Medborgersalen på Hvidovrevej 280.

Erik Norman Svendsen er født den 17. januar 1941 på Nørrebro i København i ydmyge kår, og allerede der drømte han om at blive præst. Som dreng havde han to idoler. Den ene var den lokale præst i kirken, der lå tæt ved Prinsesse Charlottes Gade, hvor han boede, og den anden var Knud Lundberg, der spillede fodbold i AB ligesom Erik Norman Svendsen. AB holdt på det tidspunkt til på Fælleden, inden de flyttede til Gladsaxe. I hans tid i AB som ungdomsspiller blev han af kammeraterne allerede kaldt biskoppen. Erik Norman Svendsen blev student fra Efterslægtens Gymnasium og blev cand. theol. i 1968, hvorefter han blev konstitueret residerende kapellan ved Sundkirken fra 1968-1969, hvorefter han blev timelærer. Han blev generalsekretær i Kirkefonden, men vendte siden tilbage til kirkegerningen og var præst i bl.a. Skovlunde og Dragør, og blev provst for Københavns Søndre Provsti. I 1997 blev Erik Norman Svendsen biskop i København, og det medførte, at han foretog vielsen af kronprinsparret den 14. maj 2004 og døbte senere deres to sønner, og brylluppet sidste år mellem prins Joachim og Marie Cavalier blev ligeledes foretaget af biskoppen. Blev kaldt op til Dronningen Tidlig i 2008 blev han kaldt op til Dronningen - han troede det var i forbindelse med brylluppet i Schackenborg, som for længst var aftalt, at han skulle stå for, men ved mødet med dronningen var også Prinsgemalen til stede, og biskoppen blev spurgt, om han ville være Kongelig konfessionarius. Svaret kom prompte med et ja tak, det skal være mig en kær pligt. At være Kongelig konfessionarius betyder, at han er kongehusets personlige præst og sjælesørger for dronningen. I tolv år var Erik Norman Svendsen biskop i København, og for ca. to måneder siden gik han på pension, men fortsætter så med sin kære pligt. Det er også blevet tid til at skrive bøger, og her kan nævnes “Syng for livet”, “Mennesket først” og “Thomas Kingo - salmer og samtid”. I april i år blev Erik Norman Svendsen Rådsformand i Kirkens Nødhjælp, så den pensionerede biskop har stadig noget at se til. Erik Norman Svendsen er kommandør af 1. Grad af Dannebrogsordenen. Der er et par spændende timer i udsigt torsdag i næste uge. Alle efterårets torsdags-foredrag er udsolgt, så der kan desværre ikke købes billetter - alt er udsolgt. Brandmyndighederne tillader kun 400 personer i Medborgersalen.

Publiceret 20 October 2009 09:00