Anders Clausen var en gang meget tæt på at overraske Fredericia i luftspillet. Her kom han først.

Anders Clausen var en gang meget tæt på at overraske Fredericia i luftspillet. Her kom han først.

Lige ved og næsten...

Topholdet Fredericia var ikke markant bedre end HIF - men de vandt - nu venter Lyngby på søndag

Der er en grund til, at man ligger i tabellen, som man gør. Er man et velorganiseret hold, der ikke giver chancer væk, så får man også udbytte. Kan man samtidig få modstanderen til at begå fejl og straffe dem, når de kommer, så er man tophold.

Det nye tophold i 1. division hedder Fredericia. Topholdet gæstede i søndags Hvidovre Stadion, og vandt opgøret 1-0 på et straffespark i det 22. minut. Kampens eneste mål, men chancer var der nok af. Flest til HIF, der bare havde en dag, hvor bolden ikke ville ind. Man kan så, efter skuffelsen har lagt sig, glæde sig over, at man ikke oplevede en markant forskel på at være det bedste hold i rækken og et midtermandskab. Det var nemlig HIF, der svang taktstokken i kampens indledning. Veloplagte Anders Clausen, suppleret af Stefan Sørensen, Marc Olsen, Morten Walldo og til dels Lukasz Cieslewicz testede Fredericias bageste forsvar flere gange. Problemet var bare, at de bolde, de såkaldte fifty-fifty bolde, endte hele tiden for fødderne af Fredericia, der så fik sparket væk. Franck Semou var tilbage i den vante rolle med rigtig mange gode ting og så nogle boldtab, som for tilskuerne synes uforståelige. Det var netop et boldtab, der udløste det afgørende mål. Fredericia vendte lynhurtigt forsvar til angreb, og Stefan Krogh nåede ikke at sætte sig igennem. Han kom for sent med en tackling, og det blev takseret til straffespark, som sikkert blev omsat. Ikke helt fortjent i forhold til spil og chancer, men sådan er fodbold. Der er ingen tvivl om, at målet til Fredericia trak kræfter ud af HIF. Man valgte de svære løsninger og bolde i 2. sals højde, hvor jyderne var klasser bedre end HIF. Når HIF valgte de hurtige kombinationer omkring Fredericias centerforsvar, så var der fare på færde. Hele tiden formåede gæsterne dog at holde fast i organisationen, og de store blottelser kom ikke i de første 45 minutter. HIF satte endnu mere skub i forretningen fra starten af 2. halvleg, hvor Lukasz Cieslewicz kombinerede med indskiftede Denni Patschinsky. Helt fri foran mål, med masser af plads omkring sig, afsluttede Lukasz Cieslewicz lige på den jyske målmand. Riposten endte for fødderne af Marc Olsen, der også måtte se sit forsøg pareret. En kæmpe chance, der skal give mål, og to imponerede refleksredninger af den jyske målmand. Man kan jo altid undre sig, og det var der mange blandt tilskuerne, der gjorde i og med, at HIF fortsatte med at spille de høje bolde ind i Fredericias forsvar. Når man tidligere havde oplevet, at de store chancer blev skabt, når der blev kombineret hurtigt og tæt omkring de granvoksne jyder, havde det nok været en god idé at fortsætte den linje? Revanche På søndag tager Hvidovre til Lyngby, og det tegner til en vanskelig kamp. - Vi tabte sidste gang, vi gæstede Lyngby, så vi har revanche til gode, lød det fra træner Kenneth Brylle efter kampen. - Heldigvis er Lyngby et hold, der gerne vil spille bold, og det passer os godt. Vi har mange dygtige boldspillere, der tør udfordre... - Men vi skal have lidt mere damp på og være en tand mere aggressive, så det kan tippe over til vores fordel... - Jeg er sikker på, at spillerne er meget skuffede efter nederlaget til Fredericia, for vi havde mulighederne. Vi tog dem bare ikke. Når man tænker på, at Fredericia er tophold i 1. division, må det give positivt tilbage hos spillerne, at de kun kunne score mod os på et straffespark. Vi skabte kampens chancer. Vi havde mulighederne, og vi var bestemt ikke dårligere end dem... - Det er de ting, vi skal tage med, når vi står på søndag med en ny opgave... ebohvidovreavis.dk

Publiceret 20 October 2009 09:00