(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Tricktyveri mod 88-årig kvinde i Solrød

Af
Per Møller

Tyveri af taske – Greve .
Mandag kl. 09.58 anmeldte en 66-årig kvinde fra Greve, at hendes taske blev stjålet fra cyklens bagagebærer, da hun cyklede ad Lillevangsvej kl. 09.20. To unge på en knallert kørte op på siden af den 66-årige og den ene på knallerten stjal tasken. Det gik så hurtigt, at der ikke er en beskrivelse af tyvene. Senere blev kvindens taske fundet, men mobiltelefonen manglede. Kvinde havde set de to unge på knallerten et par gange tidligere, så hun formodede, at de holdt øje med hende. Lokalpolitiet i Karlslunde vil gerne høre fra vidner, der har oplysninger i sagen. Ring 114.
Tyveri fra landejendom – anholdelse – Hellested, Stevns .
Mandag kl. 10.20 anholdt politiet to mænd på 29 og 32 år fra Stevns-området. Et vidne havde set de to mænd i en ejendom på Leret, hvortil de var kommet i bil, og holdt øje med dem. Da politiet kom frem, kunne man tage de to mænd på fersk gerning i huset. Desværre havde ejeren af huset glemt at låse, så det var ekstra nemt for tyve at komme ind. Der var sat forskellige sager frem på gulvet, lige klar til at tage med sig. Begge mænd blev sigtet og afhørt i sagen, og blev senere løsladt. Ros til en årvågen anmelder.
Tricktyveri – Solrød .
Mandag kl. 11.25 kom den første af tre anmeldelser om tricktyveri i Solrød Strand umiddelbart forinden anmeldelsen. En 88-årig kvinde fra en ældrebolig på Solrød Center forklarede, at en udenlands mand med sort vagttøj henvendte sig til hende og fortalte, at der var sprunget et vandrør. Kvinden lukkede manden ind, men da han var gået, manglede kvinden 1.000 kr. To andre ældre mennesker i samme bebyggelse har også har haft besøg af formentlig samme mand. I deres boliger blev der også stjålet penge. Lokalpolitiet i Karlslunde vil gerne høre fra vidner, der ligger inde med oplysninger i sagen. Ring 114.
Spirituskørsel – Herfølge .
Mandag kl. 12.01 anholdt politiet på Vordingborgvej en 44-årig mand fra Herfølge for spirituskørsel i en personbil. Der blev taget en blodprøve af manden, hvorefter han blev løsladt.
Indbrud i landejendom – Osted, Lejre .
Mandag kl. 12.13 anmeldte en ejer af en landejendom på Bregentvedvej, at hun netop var kommet hjem og overrasket tre indbrudstyve. Hun så to mænd i huset og en tredje, som ventede i en hvid personbil med tagbøjler. Da tyvene så vidnet, stak de straks af. Vidnet mente, at de talte polsk. Tyvene beskrives som: - A: mand, 30 år, 165-170 cm. høj, østeuropæisk udseende, sort kort hår, iført mørke bukser og kamuflagefarvet trøje. - B: mand, samme som A. Intet om påklædning. - C: Ingen beskrivelse. Lokalpolitiet i Roskilde vil gerne høre fra vidner, der har oplysninger i sagen. Ring 114.
Færdselsuheld – Roskilde .
Mandag kl. 16.31 kørte en 54-årig kvinde fra Greve ad Østre Ringvej mod øst i en personbil. Ved en rundkørsel satte hun farten ned, men blev påkørt bagfra af en personbil. Denne blev ført af en ca. 50-årig mand. Men han ville tilsyneladende ikke tale med nogen, for han flygtede fra stedet uden at standse. Bilens forreste nummerplade faldt af under påkørslen, så politiet har gode muligheder for at finde bil og fører. Kvinden kom ikke til skade ved påkørslen. Har nogen set påkørslen vil lokalpolitiet i Roskilde gerne tale med dem. Ring 114.
Spirituskørsel – Køge .
Mandag aften kl. 21.40 blev politiet kaldt til Shell i Køge, hvor vidner havde taget bilnøglerne fra en 47-årig kvinde. Kvinden forsøgte at køre en personbil bort fra tanken, men kørte så usikkert, at vidnerne fik standset bilen og taget nøglerne. Bilen havde skader på fronten, og kvinden blødte fra et sår i ansigtet, så det kan ikke afvises, at kvinden havde påkørt noget forinden. Kvinden blev løsladt efter en blodprøve.
Indbrud i malerfirma – Herfølge .
Natten til tirsdag kl. 00.06 var der indbrud i et malerfirma på Solvangsvej, hvor en rude blev knust. Fra et kasseapparat var stjålet kontanter bl.a. 200 euro.
Indbrud i villa – Solrød.
Natten til tirsdag kl. 02.41 blev politiet sendt til indbrud i en villa på Ibsvej, hvor der var indbrud i øjeblikket. Politiet var fremme kort tid efter blot for at konstateret, at gerningsmanden var væk. Fra stedet stjålet dametaske, en sandfarvet Mulberry, med pung med div. personlige papirer, dankort m.v. Politiet søgte efter tyveknægtene ved brug af hunde, men det lykkedes desværre ikke at snuse sig frem til gerningsmændene.
Hærværk – Greve .
Tirsdag kl. 04.33 var en ung pige udsat for en ubehagelig oplevelse, da hun blev vækket ved, at der blev smidt en sten ind igennem et vindue på Strandmarken. Pigen lå og sov og stenen ramte ca. en meter fra, hvor hun lå. På stedet blev hørt knallerter, men politiet fik ikke fat i gerningsmændene i første omgang.
Vindueskigger – Lellinge, Køge .
Tirsdag morgen kl. 06.09 fik politiet anmeldelse om en vindueskigger, der luskede rundt ved Bakkeledet, hvilket blev opdaget af en anmelder. Politiet fik ikke fat i den pågældende, der beskrives som: Mand, bredskuldret, halvlangt mørkt hår, muligt skæg, med mørk jakke og cowboybukser.

Publiceret 20 October 2009 15:15