Tyve stak af da ejer kom hjem

En husejer på Bregentvedvej i Osted overraskede mandag middag tre indbrudstyve, da hun kom hjem til sit hus. Hun så to mænd i huset og en tredje, der ventede i en hvid personbil med tagbøjler. Da de tre mænd så kvinden stak de af. Men hun nåede at opfatte noget af de tre mænds snak, og hun mener at det foregik på polsk. Kvinden har givet et sparsomt signalement af to af mændene til politiet. Det lyder på at de to mænd var omkring 30 år, 165-170 cm høje, østeuropæisk udseende, sort kort hår. Kvinden nåede kun at danne sig et indtryk af den ene mands beklædning. Han bar mørke bukser og en kamuflagefarvet trøje. Politiet vil gerne høre fra vidner i området, der har set bil og mænd, der svarer til signalementet. Det kan ske på telefon 114.

Publiceret 20 October 2009 10:03