(Ill. foto: Colourbox).

(Ill. foto: Colourbox).

De unge skal til valgtasterne

3.300 stemmeberettigede unge kan stemme direkte via mobiltelefonen eller internettet, når Køge Kommune for første gang nogensinde holder et prøvevalg for unge op til kommunalvalget.

Af
Per Møller

UNGEVALG : Fra 9.-12. november får Køge kommunes unge ekstra travlt med at taste løs på mobiltelefonerne eller PC'erne.
De 14-17-årige kan nemlig stemme direkte via sms eller internettet, når Køge Kommune holder ungevalg op til kommunalvalget.
For at sikre at alt går rigtigt til, får de 3.300 stemmeberettigede unge i starten af november tilsendt et valgkort med en personlig valgkode, som de skal bruge for at kunne stemme Den elektroniske afstemning gennemføres med hjælp fra firmaet Assembly Voting. Ungevalget er et historisk valg, for det er første gang nogensinde, at der gennemføres et ungevalg i Danmark.
De unge kan stemme på de partier, lister og nogle af de kandidater, som stiller op til kommunalvalget den 17. november 2009.
Stemmerne tæller dog ikke med i det 'rigtige' kommunalvalg. Køge Kommunes mål med at gennemføre ungevalget er at øge de unges interesse for demokrati og deltagelse i deres kommune.
Efter Køge Kommune i vinters besluttede at holde et ungevalg, har idéen spredt sig hastigt til andre kommuner, og der bliver nu ungevalg i 32 kommuner landet over.
Læs mere om valget og den elektroniske afstemning på hjemmesiden www.ungevalg.dk .

Publiceret 22 October 2009 06:15