(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Politiet er hurtigere end før reformen

Politiet på Sydsjælland og Lolland-Falster kommer i dag mere end to minutter hurtigere frem end før politireformen.

Af
Per Møller

På en række sagsområder af hastende karakter, der anmeldes til alarmcentralen (112), er der i en årrække målt en såkaldt "responstid".
Nye tal viser, at Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i disse sager har kappet mere end to minutter af den tid, det tager at komme ud til disse hastende sager i forhold til 2006 – altså før politireformen trådte i kraft den 1. januar 2007.
Responstiden for første halvår 2006 var på 11,41 minutter. I første halvår 2007 var den næsten det samme med 11,45 minutter.
Men så begyndte tiderne at blive bedre. I første halvår 2008 var tiden således forbedret med mere end tyve sekunder til 11,21 minutter.
- Der er ikke noget mærkeligt i, at vores responstider var status quo efter indførelsen af politireformen, hvor de fem gamle politikredse nu skulle til af fungere som én. Det tager et stykke tid at tilpasse sig, siger politidirektør Jesper Vorstrup Rasmussen.

Forbedret tiden med to minutter

De nyeste opgørelser fra første halvår 2009 viser, at politikredses responstider nu har taget et syvmileskridt med en yderligere forbedring på knap to minutter til et resultat på bare 9,37 minutter.
- Det er ualmindeligt tilfredsstillende at se, at vores flådestyringssystem samt vagtcentralens og patruljernes effektivitet nu giver de positive resultater, som var tænkt, da politireformen trådte i kraft, siger Jesper Vorstrup Rasmussen.
- En forbedring på mere end to minutter på to år er meget flot. Det kan vi dels takke de nye systemer for, men så sandelig også vores dygtige folk, der med al tydelighed har vist, at de meget hurtigt har fået de nye systemer og arbejdsmetoder ind under huden.

Publiceret 22 October 2009 09:15