Nasida Jensens børn hænger snart ikke kun i rammer i hjemmet, men kommer til igen at bo i det hyggelige hus i Jyllinge hos deres mor.

Nasida Jensens børn hænger snart ikke kun i rammer i hjemmet, men kommer til igen at bo i det hyggelige hus i Jyllinge hos deres mor.

Kampen er slut:

Tvangsfjernede børn hjemme igen

- Vi er lykkelige siger Nasida Jensen efter, at hendes børn kommer hjem igen efter næsten to års tvangsanbringelse

Af
Anette Gundlach

Erling Pedersen

Nasida Jensen er lykkelig og overrasket. Hendes børn, der blev tvangsfjernet i slutningen af 2007 kommer hjem og bo sammen med hende igen 1. november.
Da hun skulle til møde med kommunen om sagen først i oktober, havde hun ellers taget fløjlshandskerne af, fordi hun var klar til endnu engang at kæmpe for at få børnene hjem og væk fra den institution, de var anbragt på, forklarer hun.
- Da jeg så fik at vide, at børnene i stedet kommer hjem, kunne og kan jeg slet ikke rigtig forstå det, ligesom børnene heller ikke har fattet det helt endnu.
- Jeg er så lykkelig, ja ordet er lykkelig, et ord jeg aldrig troede, jeg skulle tage i min mund igen og mene det, siger Nasida Jensen.

Starten på enden

I 2003 blev det konstateret, at Nasida led af depression og hun blev indlagt på Fjorden adskillige gange. Hun har tidligere forklare til Roskilde Avis, at hun blev misbrugt som barn, men aldrig har talt med nogen om dette.
Det, mener hun, var årsag til depressionen. Hun forklarer selv, at hun dengang bad kommunen om hjælp til psykologsamtaler og til håndteringen af børnene, da hun havde svært ved at klare de hjemlige gøremål på grund af depressionen.
Nasida Jensen forklarer, at hun i slutningen af 2007 kom i behandling, der hjalp hende ud af depressionen.
Kort efter blev børnene tvangsfjernet, og hun har siden kæmpet for at få børnene hjem igen.

Hjælp til familien

- Betingelserne for, at jeg får børnene hjem igen, er nogle ting, jeg selv bad kommunen om, så det smiler jeg bare af, siger Nasida Jensen.
Hun mener selv, at børnene ikke skulle have været tvangsfjernet, men at kommunen i stedet skulle have hjulpet, da hun bad om det.
Familiechef Margit Næsby forklarer, at kommunen har handlet korrekt i sagen, men at hun har tavshedspligt, hvad personsager angår.
- Men generelt kan man sige, at hvis forældrene udvikler sig og får det bedre, så kommer børnene selvfølgelig hjem igen.
- Vores mål er, at børnene har det godt. Når børnene kommer hjem igen, bliver der fulgt op på handleplanen så længe, det er nødvendigt.
Nasida Jensen er ikke enig med kommunen, men hun er glad for, at hun får psykolog samtaler, så hun kan få hjælp til at komme sig over overgrebene i barndommen.

Publiceret 22 October 2009 11:46