Bent O. Petri.

Bent O. Petri.

Avedøreværkets chef takker af

Kraftværkschef på Avedøreværket, Bent O. Petri, går den 1. november på pension efter 35 år i kraftværksbranchen, heraf de seneste ti år på værket i Hvidovre.

Af
oas

Som chef for et ofte udskældt kulkraftværk, som ikke alle i Hvidovre har været lige begejstrede for gennem tiden, har Bent O. Petri været en karismatisk ambassadør i lokalsamfundet. Han har budt både almindelige borgere, byrådsmedlemmer og Greenpeace-aktivister indenfor til kaffe og med stolthed og entusiasme vist “sit” fyrtårn af et værk frem og fortalt om, hvordan Avedøreværket ikke kun fyrer med kul, men også med naturgas, træpiller og halm. Bent O. Petri blev i 1967 uddannet som maskinmester, og i 1974 forlod han det, der i dag hedder DTU med en titel som akademiingeniør for at starte hos det daværende IFV. I 1974 havde han første arbejdsdag på IFV’s Kyndbyværk i Hornsherred og efter 18 år forlod han - i 1992 - værket, for at blive chef på Stigsnæsværket ved Skælskør. I 1995 vendte han tilbage til Kyndbyværket, som han var chef for frem til år 2000. Her rykkede han ind på chefkontoret på det arkitekttegnede Avedøreværk, hvor blok 2 var næsten klar til at blive taget i brug og indviet med hjælp fra Kronprinsen. De 130 ansatte på værket siger farvel til en chef, der bramfrit siger, hvad han mener og kæmper for det, han tror på. Bent O. Petri interesserer sig også for, hvordan medarbejderne har det privat. For der skal være balance mellem arbejde og privatliv - det er holdningen hos kraftværkschefen, der selv holder af at campere og stå på ski i fritiden. Børnebørnene står også højt på listen, og dem bliver der nu endnu mere tid til, når Bent O. Petri forlader sit “barn” på Avedøre Holme. Bent O. Petri holder afskedsreception på Avedøreværket, Hammerholmen 50, på torsdag den 29. oktober fra kl. 14.00 til 16.00.

Publiceret 27 October 2009 09:00