Dario Campeotto.

Dario Campeotto.

Dario underholder til kaffen

Hvidovre Musikråd byder igen på en hyggelig eftermiddag med masser af god underholdning

Søndag den 1. november fra kl. 15.00-17.00 kan man i Medborgersalen nyde sin eftermiddagkaffe i selskab med legendariske Dario Campeotto, der vil frekventere med en spændende blanding af anekdoter og populære sange fra sit eget repetoire. Dario Campeotto kunne den 1. februar 2009 fejre sin 70 års fødselsdag samt sit 50 års jubilæum! Dario fortæller: - Egentlig er det 60 år siden jeg stod på scenen første gang. Det var i KB-Hallen på Frederiksberg til en Humørparade, som dengang (i 1948) var meget populær underholdning. Jeg var jo kun 10 år gammel og skulle stå på scenen med “Rigtige skuespillere og musikere” såsom Osvald Helmuth og Wandy Tworek, og mit honorar var et skoleur, som jeg stadig har! Det var naturligvis ret spændende, men alderen taget i betragtning, også alt for tidligt at begynde, så mine forældre valgte klogeligt ikke at gøre en barnestjerne ud af lille Dario, men lod mig være i fred og passe skolen. Først i 1958 kom jeg rigtig i gang og fik engagement på Restaurant Skandia på Rådhuspladsen i København hos Otto Francker og hans kvintet, og kom således på lønningslisten og kunne betragte mig som professionel. Siden er det gået slag i slag, og ikke mindst Dansk Melodi- grandprix i 1961 med vindermelodien “Angelique”gav mig det store gennembrud, hvilket blev mit livs eventyr! Jeg plejer at sige, at jeg vandt Melodi-grandprix’et i 61 og har ikke været hjemme siden!” Billetter á kr. 100,- incl kaffe og kage kan købes på hvidovrebilletten.dk eller bestilles på tlf. 36 39 20 50.

Publiceret 27 October 2009 09:00