JEG ER BEÆRET

FINN FRITZ med en replik til Herluf Rasmussen:

Vild med elefanter – måske bliver jeg gammel.

Kære Herluf Rasmussen. I sidste uges avis var du lidt ude efter mig med mit udsagn om, at jeg i vores konservative valgbrochure har tilkendegivet, at jeg er vild med elefanter. Tak for det. Jeg er beæret over, at en driftig seniorborger i Hvidovre, med en god spids pen, som jeg ofte har haft stor fornøjelse af at læse, har bemærket denne lille sætning, der dog ikke skal have lov til at stå alene helt frem til valgdatoen. Min interesse for elefanter skyldes dels, at de er vidunderlige og fascinerende dyr, og derfor er det, at vi i vor brochure skriver, at vi vil arbejde for at kommunens økonomi kan opnå de samme karakteristika som en elefant. Det trænger vi til i Hvidovre kommune, hvor økonomien har trange tider. Min tanke om sammenligningen mellem en elefant og kommunens økonomi, har jeg beskrevet i en lille brochure – og heri håber jeg, at det klart vil fremgå hvorfor jeg i en valgbrochure skriver, at jeg er vild med elefanter. Brochuren vil jeg omdele i mit nærområde, og skulle jeg ikke komme forbi din postkasse, kan jeg henvise til hjemmesiden konservative.dk/hvidovre, hvor du kan se mine tekster om kommunens betrængte økonomi, og hvad vi konservative gerne ser, der bliver gjort, så vi kan få rettet op på økonomien, og ad åre opnå en stille, rolig og stærk økonomi i Hvidovre kommune. Måske bliver jeg gammel - og det håber jeg da, - forudsat at jeg stadig er sund og rask, - for det er i dag kun værd at blive gammel, hvis samfundet fungerer ordentligt, og kan tage vare på de borgere, der ikke kan klare sig selv. Og det er netop hvad vi konservative ønsker at arbejde for. Sådan partipolitisk rider vi måske ikke på samme elefant, men interessen for at arbejde for at samfund, der tager sig ordentligt af børn, unge og gamle, har vi nok til fælles, selv om der kan være forskellige opfattelser af hvilke midler, der skal tages i anvendelse for at nå målet. Jeg ser frem til igen at læse noget fra dine skarpe pen - også selv om det er mig, du spidder - håber du bliver ved i rigtigt mange år fremover. Med venlig hilsen Finn Fritz Konservativ kandidat til KB valget 17. november.

Publiceret 27 October 2009 09:00