(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

68-årig køgenser fundet død i båd på Køge Bugt

Af
Per Møller

Tirsdag kl. 17.29 fik vagtcentralen ved Midt- og Vestsjællands Politi henvendelse fra en 42-årig mand fra København, der meddelte at han savnede en mandlig bekendt, som han plejede at fiske sammen med.
Anmelderen oplyste, at han den 26.oktober kl. 10.00 havde haft telefonisk kontakt med sin bekendte, og denne havde oplyst, at han ville tage ud at fiske i sin båd senere på dagen, formentlig mellem kl. 13.00-16.00, med afgang fra Køge havn. Normalt ville savnede sejle mod øst – muligvis ned mod Bøgeskov på Stevns.
Savnede var formentlig alene i båden. Anmelder havde aftalt med sin bekendte, at de skulle tale sammen tirsdag mellem kl. 07.00–08.00.
SOK - Søværnets Operative Kommando - blev underrettet og som efterfølgende sendte Marine Hjemmeværnskuttere mod farvandet ud for Stevns fra henholdsvis Dragør og Køge havn samt søværnets farvandsbåd fra Stubbekøbing. Midt- og Vestsjællandspoliti foranstaltede afsøgning af havnene Køge, Bøgeskov og Mosede med negativt resultat, ligesom en forespørgsel til Lyngby Radio vedrørende eventuelle nødopkald fra savnede ikke gav noget resultat.
Tirsdag aften kl. 18.38 modtog vagtcentralen meddelelse fra SOK, at man havde lokaliseret en mørklagt båd på en position ca. 3 sømil øst for Stevns og på højde med St. Heddinge.
En helikopter sendt mod positionen, hvor man observerer en livløs person liggende i båden. Søværnets patruljebåd "Viben" sendt mod stedet, hvor man satte en gummibåd i vandet.
Efterfølgende bordede man båden, ligesom en læge sættes ned i båden fra helikopter.
I båden fandt man en uidentificeret mandsperson, som blev erklæret død kl. 19.01.
Båden blev slæbt til Køge Havn med den uidentificerede person, hvorefter vedkommende blev bragt til Køge sygehus.
Onsdag kl. 00.15 blev der foretaget en 100 % identifikation af personen, som værende en 68-årig mandsperson fra Køge.

Publiceret 28 October 2009 08:45