Borrevejle Centret har tidligere lagt hus til konferencer og kursus- og træningsophold. Det naturskønne område på 24 tønder land er nu kommet i kikkerten hos DBU. (Arkivfoto: Erling J.)

Borrevejle Centret har tidligere lagt hus til konferencer og kursus- og træningsophold. Det naturskønne område på 24 tønder land er nu kommet i kikkerten hos DBU. (Arkivfoto: Erling J.)

DBU i tilløb til at købe Borrevejle

DBU ser muligheder i det nedlagte kursus- og idrætscenter og har været ude at kigge på stedet

Af
Thilde Lejre

Det nedlagte Borrevejle Kursus- og Idrætscenter er blevet genstand for interesse fra Dansk Boldspil Union. Det bekræfter kommunikationschef i DBU Lars Berendt til Roskilde Avis.
- Jeg kan bekræfte, at vi kigger på en grund i Borrevejle og nogle tilhørende bygninger. Vi overvejer at bruge bygningerne som træningsfacilitet for vores talentudviklingsprogram og administrationsbygning for SBU, (Sjællands Boldspil Union. Red.) siger Lars Berendt.
DBU har vist interesse for det nedlagte kursus- og idrætscenter i et par måneder, men det er stadig et spørgsmål om købspris og driftsomkostninger, før der sker mere med DBU's planer, fortæller kommunikationschefen.

Gav underskud

Den nuværende ejer af Borrevejle, DGI, fortæller, at DBU har vist interesse for centeret ved Lindenborg, men at det foreløbig bliver ved interessen.
- DBU har været ude at se stedet, men der er ingen forhandlinger, siger DGI's direktør Søren Brixen, som fastslår, at DGI ikke har opgivet at finde en køber til Borrevejle.
DGI måtte 1. oktober 2007 lukke centeret, fordi det gav underskud. Og netop det økonomiske aspekt vejer tungt hos DBU.
- Det er noget af det, der indgår som en væsentlig overvejelse, siger Lars Berendt.
I juli 2008 overtog Roskilde Vandrerhjem Borrevejlecenteret for juli og august, men aftalen var kun midlertidig.

Publiceret 28 October 2009 09:00