(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Køge kommune har fået en ny boligpolitik

Af
Per Møller

Køge Byråd har vedtaget en boligpolitik for Køge kommune med fokus på bæredygtige boliger og boligområder.
Boligpolitikkens mål er at sikre, at kommunens boliger og boligområder er af høj kvalitet, og at Køge kommune fastholder sin status som et attraktivt sted at bo.
Med den nye boligpolitik vil kommunen sikre, at både ældre og nye boliger samt boligområder er økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtige.
Der skal være plads i kommunen til forskellige ejerformer og prisniveauer, udbuddet af boligtyper skal være varieret, og boligerne skal være både sunde og energirigtige.
Politikken lægger også op til et videre samarbejde mellem kommunen og boligselskaberne med blandt andet at udarbejde handleplaner for særligt sårbare boligområder.
- Køge kommune er en attraktiv kommune at bo i, og det skal den blive ved med at være. Derfor har vi valgt bæredygtighed som grundlag i boligpolitikken for at skabe boliger og boligområder af høj kvalitet. Det er med til at skabe et alsidigt udvalg af gode og forskellige boliger samt mulighed for mangfoldighed. Vi vil jo gerne have, at alle mennesker kan finde en bolig her i kommunen, der er helt rigtig for dem - også i fremtiden, udtaler borgmester Marie Stærke.

Publiceret 28 October 2009 15:00