Flere cykelstier ved Gymnasievej ønskes

Køge er ganske velforsynet med cykel- og gangstier. Desto mere kan det undre at alle stier ophører, når man nærmer sig Gymnasievej. Hele Parkvej med de brede rabatter, der nærmest skriger på cykelstier, og ikke mindst selve Gymnasievej er som støvsuget for arealer til svage trafikanter.
I området er der foruden gymnasium, Told og Skat, lægehuse, supermarked, stort, børnerigt boligkvarter, folkeskole og flere specialskoler, kort sagt det vrimler med børn, unge og andet godtfolk på cykel. Dertil kommer at vejene er stærkt trafikeret.
Der kører adskillige busser, taxaer samt kæmpe lastbiler til hvad der må være danmarksrekord i elendige tilkørselsforhold ved supermarkedet. Og der bliver kørt hurtigt.
Man kunne tænke sig at der etableres cykelstier og bump for at mindske faren for trafikulykker.
Personlig vil jeg stemme på det parti der ville love at arbejde for at løse problemet, eller i hvert fald næsten ethvert parti.

Publiceret 28 October 2009 11:00