Dynamik i landsbyerne efterlyses

Forleden deltog vi i et borgermøde i Snoldelev Sognegård, hvor især udviklingen i kommunens sydlige landsbyer blev debatteret. Da vi bl.a. påpegede, hvor mangelfuld byudviklingen især i Viby har været under det socialdemokratiske styre de seneste to årtier, følte Frede Lærke Pedersen naturligvis straks kaldet til at forsvare sit parti og fremhævede indigneret, at den gamle Ramsø Kommune kunne være stolt af standarden på de skoler og institutioner, man kom ind i den nye storkommune med. Dette medgiver vi såmænd gerne, men at det så skulle betyde syndsforladelse for den manglende udvikling i resten af kommunen og især i Viby, dét er vi bestemt ikke parate til at give. Selvom industriområdet på Grønningen og Pharmacosmos' bygning på Viby Torv er ejet af private, betyder det jo ikke, at vi ikke som politikere kan stille krav til ejerne om, at området skal være vedligeholdt og fremtræde rimeligt præsentabelt. Blandt andet på Grønningen står ukrudtet flere steder højt, og området især om den gamle betonelementfabrik ser forladt og trist ud. Man kan vel også forvente, at kommunen går foran med et godt eksempel om at passe på vores bygninger. Men nej. Ved det tidligere Ramsø rådhus står et knækket ødelagt "til salg"-skilt, der nærmest symbolsk understreger det forfald, som socialdemokratiet åbenbart ikke føler sig i stand til at gøre noget ved. Det gode eksempel på byfornyelse i den sydlige del af Roskilde kommune, er dog Gadstrup og Snoldelev hovedgade. Begge hovedgader er renoveret og lever op til den standard, der må forventes af en mindre by, hvilket bestemt ikke er tilfældet for Viby, der trods alt er kommunens største by i syd. Det er fint med flotte visioner og planer om tredobling af byens størrelse i den kommende kommuneplan. Men hvordan skal man dog kunne tro på, at socialdemokraterne kan stå i spidsen for at løfte den opgave, når de indtil nu ikke engang har kunnet løse årelange problemer med tomme bygninger? Behovet for byudvikling i de større og mindre byer i vores kommune er afgørende for, at vi også uden for Roskilde Centrum kan fastholde og tiltrække såvel borgere som kultur- og fritidstilbud, institutioner og skoler samt ikke mindst de arbejdspladser, der jo i sidste ende skal finansiere den vækst, der skal sikre velfærden for os alle. Frede Lærke Pedersen og Socialdemokraterne kan være nok så fornærmede over vores krav og ønsker til en mere dynamisk udvikling af vores landsbyer. Men vi fastholder dem nu alligevel. Gitte Kronbak Nielsen Byrådsmedlem, Venstre Lars Lindskov Tidl. byrådsmedlem, Konservative.

Publiceret 30 October 2009 03:00