(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

To biler og et pizzeria brændt af i Viby Sj. i nat

Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politikreds for tidsrummet fra torsdag den 29. oktober kl. 07.00 til fredag den 30. oktober kl. 07.00.

Af
Per Møller

Indbrud i cafe – Greve . Torsdag kl. 11.08 blev anmeldt om indbrud i Cafe Jenners, Mosede Strandvej i Greve, hvilket er sket mellem onsdag kl. 23.00 og torsdag kl. 10.45. En rude aflistet. Fra stedet stjålet PCsamt pengeskab indeholdende kontanter ligesom en B&O telefon også er stjålet fra stedet.
Trusler mod politiet – Karlslunde, Greve. Kl. 11.10 anholdt politiet en 17-årig dreng fra Greve, der var til afhøring på politistationen i Karlslunde. Den 17-årige truede en politimand ved at slå ud efter politimanden og true ham med at ville skyde ham, hvis han havde en pistol. Den hidsige unge mand blev løsladt i løbet af eftermiddagen efter at være sigtet for trusler mod politiet. Sagen behandles senere i retten.
Anholdelse – Greve . Torsdag aften kl. 20.55 anholdt politiet en 19-årig mand fra Ishøj, der stjal tom emballage fra en flaskeautomat i Føtex i Greve Midtby Center. Den 19-årige blev sigtet for tyveri og i øvrigt overført til Vestegnens politi, da han havde et mellemværende med fogedretten, som han ikke helt havde overholdt, hvorfor retten havde bestemt, at han skulle anholdes.
Brand i biler – Viby Sj . Natten til fredag kl. 00.38 blev politiet sendt til en parkeringsplads på Grønningen i Viby, hvor der var ild i en Mercedes samt en VW Toureq. Politiet formoder, at der først var ild i Mercedes`en og dernæst er der gået ild i den anden bil. Politiet har fundet en dåse med brandbart væske i nærheden af bilerne, og man kan derfor ikke udelukke, at branden er påsat. Dette kan dog ikke siges med sikkerhed i øjeblikket.
Senere på natten, kl. 02.03 blev politi og brandvæsen sendt til brand i Pizzeria Kebab, Dalen, hvor det brændte kraftigt. Da politiet kom frem til stedet stod meget høje flammer op fra pizzeriaet, der brændte totalt ned og hvor et hus, der er bygget sammen med pizzeriaet også blev beskadiget.
En nabo vågnede ved, at der lugtede af røg og så dernæst, at der var ild i pizzeriaet. En anden nabo, en familie med to børn, der sov i villaen ved pizzeriaet vågnede ved, at brandvæsen og politi kom frem til stedet.
Alle kom ud i god behold. Brandårsagen kendes ikke endnu, og stedet vil blive undersøgt nærmere af politiets teknikere. Politiet kan ikke med sikkerhed sige, at der er sammenhæng mellem branden i de to biler, der er beskrevet ovenfor, og branden i pizzeriaet, men det er noget, der vil blive undersøgt nærmere.
Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der enten har set noget i forbindelse med brandene i Viby eller på anden måde er kommet i besiddelse af oplysninger om brandene. Ring til politiet på tlf. 114.

Publiceret 30 October 2009 12:00