Er der lighed i Køge kommunes idrætspolitik?

LÆSERBREV : Hvor vil man hen med den idrætspolitik der føres i Køge Kommune? Kassen er tom!!!
Kan man læse i diverse medier, og vi må sætte skatten op, fyre folk, nedsætte servicen mere brugerbetaling. Men når det drejer sig om den professionelle fodbold, så er der pludselig penge ca. 12 millioner til køb af diverse stadionanlæg.
Der udtales også, at man ikke kan deltage i et nyt stadionprojekt da kommunens kasse er tom. Så er det, at jeg bl.a. har endog meget svært ved at forstå, at folk fra bl.a. byrådet farter til Jylland for at se på stadionanlæg, nu når man ikke skal deltage i projektet.
Det vil ikke overraske mig, at der lige pludseligt kan findes en pose penge til dette nye stadion, men det jo også elite.
Når nu denne pose penge kommer frem, vil det så absolut klæde politikkerne i kommunen at kigge lidt på de faciliteter man byder indendørsidrætten.
Og hvad de betaler for brugen af disse faciliteter. Hvis der i Køge Kommune fandtes rimelige faciliteter med plads til 1500 -1700 tilskuere ville det jo kunne være medvirkende til, at der kunne tiltrækkes mere elite sport til kommunen, i form af bl.a. landskampe inden for indendørssporten.
Og vi dermed også fik sat fokus andet end lige fodbold her i kommunen. Er der så rimelighed i, at de foreninger der i dag benytter de selvejende haller f.eks. Køge, Rishøj og Herfølge-hallerne også skal betale halleje?
Køge Rishøj Håndbold betalte netto i 2008 godt 30.000 kr. for at benytte disse haller. Herudover skal klubben i løbet af året finansiere godt 200.000 kr. for kommunen. Fra betaling til tilskud kommer retur. Yderligere en belastning for den frivillige idrætsklubkasse.
Det er svært i dag at skaffe frivillige ledere, jeg kan kun gisne om fremtiden for den frivillige idræts fremtid. En ting er, at vi skal have vores sport til at hænge sammen, rent økonomisk med holdtilmelding, dommere osv. men at vi så også skal løbe spidsrod gennem byen for at skaffe penge til halleje, det hænger bare ikke sammen.
Vi kan selvfølgelig vælge at bevæge os fra at være en breddeklub til udelukkende at satse på elite. Dette vil gøre to ting, mange vil holde op med at spille håndbold dermed færre haltimer. Som eliteklub vil det efter alt sandsynlighed være muligt at hæve kontingentet til det dobbelte, og politikkerne står i kø for at støtte det, for det er jo elite.
Det kan bl.a. også ses i forbindelse med den elitesatsning man vil køre på Hastrupskolen. Så ser det lige pludselig ud til, at penge ikke er noget problem. Kald det elite og pengene nærmest vælter op af lommerne hos politikkerne i Køge Kommune.
Flytter vi så blikket over på de udendørs idrætsgrene i kommunen, og spørger hvor meget de betaler for at benytte disse anlæg er svaret 0 kr.
Det vil sige brug af baner, alt vedligeholdelse osv. betales fuldt ud af Køge kommune, se det er idrætspolitik. Om politikken så er til at forstå, er så noget andet.
Det er spændende om der skulle være nogle af de politikker som stiller op til det kommende valg som vil lægge deres prestiges i, at forbedre forholdene for indendørsidrætten i Køge Kommune.

Publiceret 30 October 2009 10:00