Peter Frimer fra virksomheden Bymusen er begejstret for at høre til på Musicon. (Foto: Erling J.)

Peter Frimer fra virksomheden Bymusen er begejstret for at høre til på Musicon. (Foto: Erling J.)

Musicon rammer plet

De første virksomheder er flyttet ud på Musicon, der begynder at emme af liv og kreativitet, siger partner i virksomheden Bymusen Peter Frimer, der flyttede ud på Rabalderstræde i april i år

Af
Anette Gundlach

- Musicon rammer plet med, hvad vi gerne vil, siger en af indehaverne af virksomheden Bymusen Brit Tholander. Hun forklarer, at området er begyndt at emme af kreativitet, der sker mere og mere i området, fordi flere og flere kreative virksomheder flytter derud og fordi, der bliver lavet en masse events, der tiltrækker mange mennesker. Bymusen flyttede til Musicon i april i år, efter at have været i et andet virksomhedshus i Roskilde i en årrække. - Vi er en lille projektvirksomhed, der arbejder sammen med andre, og som har brug for at trække på andre, og det kan vi gøre her, siger Brit Tholander. Hun forklarer, at der er mange fællesskaber i andre store byer, men at det har manglet et i Roskilde.

Unik Musicon

- Musicon er fyldt med fantastiske muligheder, og noget af det unikke er, at der bliver så mange forskellige virksomheder, der virkeligt går på tværs af hinanden, siger Brit Tholander. Hun forklarer, at grunden til at Bymusen har valgt at flytte ud på området i startfasen er, at det er sjovt at være med til at præge området. Medejer af virksomheden Peter Frimer fortæller, at han først var meget spændt på at flytte ind på området men, at han er meget positivt overrasket. - Her er et godt kollegialt miljø, og vi er rigtig glade for at være her, da vi savnede et kreativt miljø med engagerede mennesker. - Desuden giver Musicon de fedeste rammer til kurser og vildere ting, forklarer Peter Frimer. Han glæder sig til, at ungdomsboligerne bliver bygget, så der kan komme endnu mere gang i den i området. I øjeblikket har Bymusen til huse i Musicon-huset, men overvejer at flytte til nogle af de større bygninger med tiden.

Stor interesse

Netop nu er flere kreative virksomheder i færd med at skrive kontrakter på, at de snarligt kan flytte ind på Musicon. Der har netop været et erhvervsarrangement på området, hvor 200 interesserede personer dukkede op for at se på områdets muligheder. På nuværende tidspunkt kan man allerede finde virksomheder, kunstnerfællesskab, værksteder, atelierer, skaterhal, museum og meget mere på området. Der er også planer om, at Roskilde Højskole skal ligge på området. Over de næste 15-20 år skal der bygges 250.000 etage-meter i bydelen, herunder 650 boliger og der skal være plads til 2.000 kreative arbejdspladser. Kommunen arbejder i øjeblikket på at udvikle rammerne for butikker, boliger og kulturerhverv langs bydelens hovedgade, Rabalderstræde. agroskildeavis.dk Faktabox Bymusen Bymusen er et projekthus for webspecialister og tv-folk. Det er et webbureau, der er specialiseret strategisk webkommunikation. Firmaet har fokus på integrerede, digitale kommunikationsopgaver for private og offentlige virksomheder, og en af spidskompetencer er at bruge levende billeder og interaktion. Bymusen underviser i og rådgiver om digital kommunikation og opbygger webløsninger.

Publiceret 31 October 2009 03:00