Berusende nytårsdage for politiet

Hvis julen er hjerternes fest, kan nytårsaften og de følgende dage beskrives som alkoholens fest. I hvert fald har politiet fra nytårsnat og frem til 2. januar haft nok at gøre med fulde folk, som enten har sat sig bag rattet eller bevæget sig usikkert rundt i byen. Det oplyser Jan Lauritzen fra Midt- og Vestsjællands Politi. Nytårsnat kort før klokken fem anholdt politiet blandt andet en 19-årig mand fra Ringsted på Gimle. Han ville slås og var så beruset, at politiet lod ham sove branderten ud i detentionen. Få minutter senere anholdt politiet en 51-årig mand fra Roskilde, som kørte spirituskørsel på en knallert. Og tidligere på natten fandt politiet en meget beruset, 27-årig kvinde på Skomagergade, som blev taget med på politigården for at sove i varmen. Alle tre blev løsladt igen.
Fredag var der enkelte af de nytårsfestende, der endnu ikke havde fået alkoholen ud af blodet. En 47-årig, mandlig bilist fra København måtte om formiddagen af med en blodprøve til politiet, fordi han var påvirket af spiritus, og et par timer senere på formiddagen blev politiet sendt ud for at hjælpe et par ambulancefolk på Køgevej. De stod med en 35-årig beruset mand, som ikke ville med ambulancen. Politiet tog ham med på politistationen, hvor han sov nogle timer.

Publiceret 04 January 2010 11:51