Erik Swiatek, kulturudvalgsformand i Køge kommune. (Pressefoto).

Erik Swiatek, kulturudvalgsformand i Køge kommune. (Pressefoto).

Swiatek:

Arken har ikke eneret

Kulturudvalgsformand Erik Swiatek (S) mener ikke, at byrådet er bundet af begrænsninger omkring anvendelsen af lejemålene på Køge Marina.

Af
Martin Rasmussen

- Hun har den opfattelse, at hun har eneret til at sælge mad på Køge Marina. Det er vi ikke enige i.
Sådan lyder kulturudvalgsformand Erik Swiateks svar til klagen fra Linné Thomsen og Restaurant Arken over kulturudvalgets tilladelse til en ny restauration på Køge Marina.
- Hun vælger at tro, at det vil genere hende. Det tror vi ikke. Jeg har ikke noget imod konkurrence. Det kan være med til at bringe nytænkning og få folk op på tæerne. Jeg tror, at marinaen har brug for mere liv, og en ny restaurant eller café kan være med til at give netop det. Hvis man ankommer med båd til Køge Marina i dag, så skal man gå langt, hvis man ikke ønsker at spise på Restaurant Arken, siger Erik Swiatek, der tror på, at nytilføjelsen vil være med til at øge kundegrundlaget i området.
Han afviser, at udvalget er bundet af begrænsningerne for de enkelte lejemål, som blev skrevet ind i lejekontrakterne på grundlag af et notat fra 1999.
- Tiden er en anden end for 10 år siden, og vi har en pligt til at tænke nyt, så det er stadig op til kulturudvalget at vurdere hvert enkelt tilfælde, siger han og henviser til den gældende lokalplan for området, som ikke stiller andre begrænsninger op for lejemålene, end at de anvendes til formål, der er relevante for marinaen. På den baggrund imødeser Erik Swiatek en eventuel retssag med sindsro.
- Den klare vurdering fra forvaltningen er, at der ikke er nogen juridiske problemer i vores beslutning. Men det er fint at få prøvet sagen i retten, og hvis det viser sig, at vi har taget fejl, så må jo rette op på det, siger han.
I havnebestyrelsen for Køge Marina er der i øvrigt også fuld opbakning til etableringen af en ny restaurant eller café. Det fremgår af havnebestyrelsens høringssvar i sagen, som kulturudvalget tog stilling til i december sidste år, men havnemester Kenneth Højlund understreger, at man ikke har taget stilling til juraen i sagen.
- Fra Køge Marinas side ønsker vi kun de bedst mulige betingelser for erhvervslivet i området, siger han.

Publiceret 07 January 2010 09:00